Lindy rejser til Afghanistan for at hjælpe folk i nød
61-årige Lindy Lillelund rejser 1. december til Afghanistan for fjerde gang for frivilligt at hjælpe til som hospitalsadministrator.
Lindy Lillelund fra Kragelund ved Silkeborg kigger på billeder. Ikke fra familiefødselsdage eller bryllupper, men billeder taget fra sine tre gange ud af landet, hvor han har hjulpet til som sygeplejerske i Afghanistan.
Om to dage rejser han af sted for fjerde gang.
- Hvis man har en angst eller frygt, så skal man ikke tage af sted. Man bliver nødt til at tænke på, at det altid går godt, siger Lindy Lillelund.
Til hverdag er han sygeplejerske i Silkeborg, men snart er han hospitalsadministrator i Kandahar.
En provins i det sydlige Afghanistan, hvor hygiejne og korrekt udstyr er en mangelvare, og hvor Taliban er tilbage ved magten.
- Det er faktisk en ære at få lov til at hjælpe, siger han.
Alt skal spille inden afrejse
Men to dage før, Lindy Lillelund kan tage af sted med Røde Kors for igen at hjælpe folk i nød, presser mere jordnære udfordringer sig på.
- Fyret er gået i stå. Jeg går lige ud og tjekker, om slangen, der forsyner med piller, er hoppet af, lyder beskeden til husfruen.
Sidst han var udsendt, gik varmen i ægteparrets hjem helt i stykker, og det skulle nødig gentage sig, når hustruen Janne skal være alene de næste fire måneder. Alligevel er fyringssæsonen det bedste tidspunkt at rejse.
- Der skal helst være så få problemer som muligt. Jeg bliver også nødt til at tage af sted nu, for ellers skal der jo slås græs, kantes græsplæne og så videre. Så det er nødvendigt at tage afsted om vinteren, fortæller han.
Også selvom fruen ikke er så vild med tanken.
- Det er en stor del af mig. Både at være med til at hjælpe mennesker på den måde men også at opleve andre kulturer og lande. Jeg synes, det er fantastisk at have den mulighed, pointerer han.
En international hæder
Han er da også blevet takket af det internationale Røde Kors for sine snart 12 missioner.
I vitrineskabet ligger Florence Nightingale-medaljen. Den bliver uddelt hver andet år til sygeplejersker, der gør en særlig indsats. Lindy Lillelund fik den i 2017 som sygeplejerske nummer 41 i Danmark.
- Jeg er utrolig stolt og beæret over at få den. Bare da jeg blev ringet op og blev fortalt, at jeg var nomineret, der var jeg lige ved at tabe røret, siger Lindy Lillelund.
Og efter 18 år som frivillig har han da heller ingen planer om at stoppe.
- Det er noget, der giver mig livskvalitet at kunne tage ud og hjælpe.