OPDATERING: Tre små børn blev hastet til hospitalet efter biluheld
Kvinde overså sin ubetingede vigepligt.
Tre børn og en voksen blev fredag hastet til Aarhus Universitetshospital, Skejby, efter et biluheld ved Kolind på Djurland.
Uheldet fandt sted kort før klokken 18 i krydset Korupskovvej og Sivestedvej.
Der blev sendt en lægehelikopter til stedet samt adskillige ambulancer og lægebiler foruden redningskøretøjer og politi.
To helt små børn
Ifølge Østjyllands Politi kørte to biler med henholdsvis syv og tre personer sammen.
- Uheldet skyldes, at en kvinde overser sin ubetingede vigepligt i et kryds, siger vagtchef Flemming Lau til TV2 ØSTJYLLAND.
Vi er nu færdige ved færdselsuheldet ved Kolind. Årsagen til uheldet er, at den ene part kørte ud for ubetinget vigepligt, hvorved sammenstødet skete i føromtalte kryds. Vi har stadig ikke status på de tilskadekomne børn. #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) July 3, 2020
Kvinden var fører af den bil, hvori der sad tre personer, mens de tre børn befandt sig i den anden bil med i alt syv personer.
Politiet oplyser, at de tre børn er en niårig dreng og to helt små børn på et-to år.
Vagtchef Flemming Lau kan fredag ikke sige noget om, hvor alvorligt de tre børn er kommet til skade.
Han oplyser, at kvinden, der overså sin ubetingede vigepligt, er lettere tilskadekommet.