Få historien læst op

Musikken buldrer ud af højtalerne. Så er det nu.

En ung kvinde med buskede øjenbryn går med raske skridt hen ad en scene i København. De fremmødte fotografer trykker løs på udløserknapperne. De har kun omkring 15 sekunder til at fange billedet af hende den specielle. 

Salma hedder hun. Den unge model er lige fyldt 20 år.

Hun har taget turen hele vejen fra Rønde på Djursland, fordi hun skal vise en stor, grå blazer frem. Den er af mærket Gestuz og skal vises frem for det eksklusive selskab af designere, købere og influencere. De kigger op på hende fra tilskuerrækkerne.

Men det er ikke blazeren, hendes markerede kindben eller det meget alvorlige blik, der er det helt specielle ved Salma. Det er det, hun har på hovedet. Et sort og stramtsiddende stykke stof, der tildækker halsen og mindst lige så vigtigt for hende. Håret.

- Jeg vil aldrig smide mit tørklæde. Ikke for flere millioner. Jeg har sagt nej til et show engang for et kæmpestort mærke, fordi de ville have, at jeg skulle vise min hals, svarer Salma Badeh, da jeg spørger, om hun vil tage tørklædet af, hvis hun fik drømmejobbet i New York.

Vi er i det moderne venue The Plant på Amager til Copenhagen Fashion Week. Det er sensommeren 2020. Her går Salma Badeh runway til Nordeuropas største modeevent. Hun er ny tørklædemodel og en del af en større trend om at få større diversitet i modebranchen.

- Modebranchen er blevet mere inkluderende og bedre til at afspejle, hvordan befolkningen ser ud. Det gælder både etniciteter og størrelser. I Danmark ser man fx ikke længere kun skandinavisk udseende modeller med en størrelse 36, siger modeekspert Sille Henning. 

salma-ny-4

Salmas modelkarriere kunne være begyndt flere år tidligere, da hun gik i 9. klasse, og en talentspejder scoutede hende på gaden. Dengang havde hun ikke tørklæde på, men hun havde besluttet sig for, at det ville hun gøre i sommerferien. Så det skrev hun til modelbureauet.

- Og så sagde de: Du kan vælge mellem det (tørklædet, red.) eller at være model. Og jeg tænkte bare: Jeg beholder mit tørklæde. Så skrev jeg det til dem, og så droppede de mig. Og der kan man allerede se, at for fire år siden og til nu, er der sket en udvikling. Der har det ændret sig, siger Salma Badeh. 

Salma er født og opvokset i Danmark, men er oprindeligt fra Egypten og Irak. Hendes irakiske far flygtede til Danmark på grund af borgerkrigen i Irak i 1993. Hendes mor, som han havde mødt under et ferieophold i Egypten, fulgte med via familiesammenføring syv år senere.

I første omgang til Gellerupparken i Aarhus, fordi de havde familie der, og fordi man med Salmas ord naturligt “søger mod sine egne”. Men så kom kommunen på banen og sagde, at det måske ikke var så godt, og så fik de tilbudt en lejlighed 35 kilometer derfra. I Rønde på Djursland.

salma-familie

- Så jeg er vokset op i et helt etnisk dansk område. Jeg har fået meget at vide i min folkeskoletid: “Salma, jeg kan ikke lide udlændinge, men jeg kan godt lide dig. Fordi du er ikke ligesom dem, siger Salma Badeh og uddyber:

- Jeg har lignet en anden. Jeg ser anderledes ud og tog tørklæde på, da jeg begyndte på gymnasiet. Men der har ikke været forskel i andet end mit udseende. Jeg var 100 procent dansk.

Det er også i Rønde, at hun bor i dag. Ikke i rækkehuset eller for sig selv, men sammen med resten af familien i et gammelt hus, som familien har købt, og som nu bliver renoveret. Det glæder Salma sig til, fordi hun for første gang får sit eget værelse.

- Som lille var det nok det værste. Fordi man altid skændtes med sine søskende. men nu, hvor jeg tænker tilbage, har der også været gode ting. Vi snakkede, grinede, spillede spil og lavede, hvad man nu lavede, dengang man ikke havde en iPad, siger Salma Badeh.

Men det er ikke fordi, Salma som teenager har manglet plads til et sminkebord. Langt fra. Hun har aldrig lagt make up, plukker ikke øjenbryn og drømmer heller ikke om at få et walk-in-closet.

- Jeg ejer ikke noget makeup, siger Salma Badeh, da jeg spørger, om det nu kan være rigtigt.

- Jeg er ikke selv en “fashion-person”. Det har aldrig tiltalt mig. Heller ikke som lille. Folk tror, at modebranchen handler om at kunne lide de der tre ting: makeup, tøj og billeder. Men det handler meget mere om at føle sig tilpas og joke og være sig selv.

salma-sjov

Salma drømmer stort. Hun vil gå for Prada og til New York Fashion Week, men kan lige nu langt fra leve af at være model. Til dagligt holder hun sabbatår, efter at hun forrige sommer blev student og for nylig droppede ud af informationsvidenskab på universitetet.

Ved siden af hjælper hun til som vinduespudser i familiens vinduespudserfirma.

- Vinduespudser om dagen, model ved siden af, siger hun og smiler.

Det var på en venindetur i Berlin sidste år, at modelkarrieren for alvor begyndte. Salma blev prikket på skulderen af en “casting director”, som ville følge hende på Instagram. Da hun få dage senere kom hjem til Danmark, blev hun kontaktet på samme sociale medie.

salma-mobil

Den såkaldte “casting director” inviterede Salma tilbage til Berlin til et fotoshoot med alt betalt.

- Min mor var lidt sketchy, fordi vi fik en adresse. Og når man så gik ind på billeder (i Google Maps, red.), så kunne man se en kælder under et supermarked, siger Salma Badeh.

Salma fortæller, at hendes mor er den overbeskyttende type, mens hendes far er mere afslappet. Hun tog derfor afsted sammen med sin mor. Fotoshootet blev ikke afviklet i en kælder, men i et lokale ovenpå supermarkedet. Det hele foregik professionelt.

Siden er det gået stærkt.

salma-elite

Hun er i dag på kontrakt med modelbureauet Elite i Paris, London, Italien og Danmark samt The Society i USA. Derudover har hun det seneste år også optrådt ved Copenhagen Fashion Week, Milano Fashion Week og Paris Fashion Week.

- Jeg kan godt lide at tage chancer. Hvis det havde været surfing. så havde jeg også prøvet det, siger Salma Badeh.

Salma er den ældste i en søskendeflok på fem. At have to lillebrødre og to lillesøstre har sine fordele og ulemper. “Det er jo hende, der bestemmer,” som hun formulerer det med et grin. Men hun har også taget mange kampe for sig selv og sine søskende.

- Det er ikke sådan, at jeg har kæmpet en hård krig og har skullet græde hver dag.

- Men jeg har for eksempel været den første pige i familien, der spillede fodbold, som man ser som en drengesport. Og det samme med at rejse alene, droppe ud af universitetet, så det er sådan nogle ting. Nu kan min søster gøre det uden at lægge et helt årtis plan.

Salmas kampe har ikke kun fundet sted indenfor hjemmets fire vægge. Hun fortæller, at hun også var den første pige med tørklæde på Rønde Gymnasium. Så spørgsmålene fra klassekammeraterne og vennerne har hun også skullet forholde sig til. 

salma-tørklæde kopi

- Hvorfor har du tørklæde på? Har du det ikke varmt? Og i ramadan-måneden: Må du ikke spise i en hel måned? Det har stået på hvert år i tre år, siger Salma med et ‘oh my god’.

Det at være anderledes var ikke noget, Salma tænkte over som barn. Det skete først, da hun blev teenager og ikke deltog i festerne på samme måde som de andre. Hun drikker ikke alkohol, er ikke interesseret i at få en kæreste og tager heller ikke på diskotek.

- Jeg sad ikke foran spejlet og trænede at være sjov. Men jeg blev nødt til at være udadvendt og bidrage med