SIF-direktør tror på gennemførsel af Superligaen
Regeringens nye retningslinjer ændrer ikke på muligheden for at få færdigspillet Superligaen, mener klubber.
Mandagens udmelding fra regeringen om en forlængelse af forsamlingsforbuddet er på ingen måde et dødsstød til superligasæsonen.
Det mener AaB og Silkeborg. Her hersker der stadig optimisme i forhold til at få den bedste danske fodboldrække afgjort på grønsværen.
- Jeg er i tvivl om, hvorvidt det bliver muligt at få tilskuere. Det kunne tyde på, at det ikke kan lade sig gøre, men vi forventer stadig, at vi kommer til at spille kampene, siger Kent Madsen.
Både han og AaB-direktør Thomas Bælum understreger vigtigheden i at få gennemført de resterende kampe - også selv om det skulle ske for tomme tribuner. Både af sportslige og økonomiske årsager.
I begge klubber afventer man en udmelding fra Divisionsforeningen angående det videre forløb.
- Muligheden for at komme på banen igen er uændret. Vi tror stadig på, at vi kan få afviklet turneringen, som vi hele tiden har håbet på, siger administrerende direktør i AaB Thomas Bælum.
Han henviser til det såkaldte scenarie tre, som Divisionsforeningen i sidste uge fremlagde for, hvordan Superligaen kan spilles færdig. Det indebærer, at ligaen startes op i slutningen af maj og afsluttes i slutningen af juli.
- Så kan vi få afviklet turneringen på en fair og sportslig måde, og vi kan få vist vores fodbold til tv-seerne og fansene, siger Bælum.
Divisionsforeningen: Ingen kommentarer
I en sms til Ritzau meddeler direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen, at man fra foreningens side ikke ønsker at kommentere, før man melder noget ud.
Thomas Bælum har fuld forståelse og respekt for myndighedernes retningslinjer, men udsigten til et forår uden fans på lægterne ærgrer ham alligevel meget.
- Vi skal blandt andet spille en pokalsemifinale og dermed måske også en finale, der i givet fald vil være uden tilskuere, og det gør ondt at tænke på. Det skal lige bundfælde sig i dag (tirsdag, red.), siger AaB-direktøren.
Superligaen har ligget stille siden starten af marts og er indtil videre udsat på ubestemt tid.