Voldsomt vokseværk tvinger kommune ud i spareøvelse
Behovet for nybyggeri kan mærkes andre steder i kommune med vokseværk.
8660 er i senere år blevet et populært postnummer at flytte til.
Skanderborg kan tilbyde mere natur og ro end storbyen, men ligger samtidig tæt på Aarhus, og det er måske den kombination, der får mange unge par til at slå sig ned Skanderborg Kommune.
De seneste fem år er indbyggertallet i Skanderborg Kommune steget med 4000 mennesker. De mange borgere skæpper godt i kommunekassen, men giver også nogle store udfordringer.
Bygge, bygge, bygge
Kommunen skal eksempelvis bruge flere penge på at bygge skoler, plejecentre og børnehaver.
I det netop vedtagne budget har et enigt byråd afsat 1,4 milliarder kroner over de næste 10 år for at kunne imødekomme behovet for nyt byggeri.
- Inden for de næste 10 år skal vi have plads til at passe 1000 flere børn i vores dagtilbud, og inden for de næste 15 år skal vi have plads til 2000 flere børn i vores skoler, siger formand for undervisnings- og børneudvalget i Skanderborg Kommune, Trine Holten Frengler, til TV2 ØSTJYLLAND.
Kan ramme klubområdet
I 2020 skal kommunen spare 19 millioner kroner på serviceniveauet, og de penge skal blandt bruges til kommunalt nybyggeri.
- Vi bliver nødt til at kigge lidt på vores klubområde. Vi er nødt til at kigge på, om vi kan optimere transporten af vores specialbørn og vores ældre, der går til genoptræning, siger Trine Holten Frengler til TV2 ØSTJYLLAND.
Skolelærer Morten Graff Thomsen og hans kæreste overvejer netop nu at flytte fra Aarhus til Galten i Skanderborg Kommune. Morten Graff Thomsen har mest blik for de goder, nærområdet tilbyder.
- Vi synes området er helt vildt hyggeligt. Samtidig ligger det tæt på motorvejen. Det giver gode muligheder for at komme rigtig mange forskellige steder hen. Det betyder også rigtig meget, at der et foreningsliv. 300 meter herfra ligger den lokale hal og fodboldbanerne, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.