Seksual-undervisning i skolen kan være svært for lærerne

For første gang nogensinde skal en ny ph.d.- undersøgelse fra Aarhus Universitet afdække, hvad det er for nogle udfordringer, som lærere og pædagoger i folkeskolen står overfor, når de skal lære eleverne om seksuallivet

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ansigtet gemmes væk i højlydte fnis, men der bliver alligevel spidset ører, når 6.A fra Langsøskolen i Silkeborg har seksualundervisning med deres lærer Shannie Bang.

Selvom kønsorganer, sex og nøgenhed ikke er elevernes fortrukne emner at tale om i skoletiden, så ved de godt, at det er vigtigt.

- Jeg kan godt lide at have det. Man får information om, hvad det er der sker, siger 12-årige Jacob Ringgaard Tholstrup.

Og det er ikke kun eleverne, som ikke har seksualundervisning som deres yndlingsfag. Det er også en svær opgave for lærerne og pædagogerne i folkeskolen at undervise i sex og sundhed. Det viser Line Anne Roiens, ph.d.-studerende fra DPU Aarhus Universitet, forundersøgelser forud for den spørgeskemaundersøgelse, som 11.000 lærere og pædagoger skal besvare i den kommende tid.

Og det er ifølge Line Anne Roien et paradoks, at seksualundervisningen ikke har fået opmærksomhed før nu.

- Vi har haft obligatorisk seksualundervisning siden 1970, men der har aldrig været fokus på, hvad seksualundervisningen er for en størrelse. Hvad er lærernes og pædagogernes praksis, når de underviser 0.-9.klasse? Hvad er indholdet, og hvad er det for nogle udfordringer, de oplever, siger Line Anne Roien til TV2 ØSTJYLLAND.

Føler sig ikke klædt godt nok på

I 6.A taler de om grænser og om, hvad det er for nogle forandringer, som sker med kroppen i takt med, at man bliver ældre.

I 10 år har Shannie Bang arbejdet som lærer. Lige efter seminariet følte hun sig ikke klar til at undervise, for seksualundervisning var ikke noget, hun blev undervist i på seminariet. Sådan har hun det ikke længere.

 

- Jeg kender mig selv som lærer nu, hvilket er en kæmpestor fordel. Jeg er blevet ældre – også en megastor fordel. Desto flere gange man har snakket om det her emne, både med kollegear og sundhedsplejerske, så gør det mig bedre rustet til at kunne svare på nogle af tingene, siger Shannie Bang.

I Silkeborg Kommune har man valgt at sætte fokus på seksualundervisningen med projektet 'Sundhed og Seksualitet' på 15 skoler.

Her har lærere og sundhedsplejerske i samarbejde lavet en læsevejledning, som skal gøre seksualundervisningen lettere.

Hans-Jørn Riss

- I forhold til lærerne er der altid udfordringer, fordi det er et svært emne. Det er ikke alle lærere, der synes, de er klædt godt nok på, siger Hans-Jørn Riis, skolekonsulent i Silkeborg Kommune.

Forskel på skolers indsats

Line Anne Roien peger på, at vi traditionelt set tænker, at seksualundervisningen styrkes ved at klæde lærerne godt på til at undervise, men det kan ikke gøre det alene.

- Det er ikke godt nok bare at være en god seksuallærer, hvis man underviser på en skole, som ikke prioriterer seksualundervisningen, forklarer hun.

For seksualundervisning er ikke et fag som eksempelvis dansk og matematik, men et obligatorisk emne. Der er forskel på, hvor højt skoler prioriterer seksualundervisningen, og det kan have en betydning for lærernes engagement og følelse af at føle sig på sikker grund i et fag, som går tæt på både lærer og elever.

- Hvis skolen ikke prioriterer det, drøfter man ikke med sine kolleager, hvad man skal gøre og tale om. Man er måske heller ikke på en skole, hvor der er et samarbejde mellem sundhedsplejerske og lærere. Det er vigtigt at styrke undervisningsmiljøet omkring seksualundervisning og lærerne. Hvis vi glemmer den ene eller anden halvdel, så får vi ikke den seksualundervisning, vi gerne vil have i skolen, siger Line Anne Roien.

Både skole og forældres ansvar

I 6.A synes nogle af eleverne, at det er mere pinligt at tale med deres forældre end med deres lærer.

Ifølge Line Anne Roien er det vigtigt, at skolen og forældre supplerer hinanden, fordi skolens og forældrenes rolle i forhold til at lære børnene om sex og de følelser, der følger med, er forskellige.

- Forældrene kan have den omsorgsfulde dialog og tilpasse sig barnets spørgsmål. Skolen skaber et socialt rum, hvor elever, som er lige gamle taler om emner, som går tæt på deres eget liv. En ting er, at man kan tale med sine forældre om eksempelvis nøgenbilleder. I skolen kan vi drøfte bredt. Hvad er det, vi synes, er forkert og rigtigt ved eksempelvis deling af nøgenbilleder? Hverken skole eller forældre kan undværes, understreger hun.

Og særligt skolen kan sikre, at alle børn og unge får viden.

- Det er ikke alle forældre, som taler med deres børn. Derfor er skolen utrolig vigtigt for de børn, der ikke får det med hjemmefra, siger Line Anne Roien.

Selvom eleverne i 6.A synes, det kan være pinligt at tale om, så er der alligevel nogle af de vigtige informationer, som hænger ved og kan bruges ind i voksenlivet.

- Når man har sex, kan man risikere at give den anden aids, siger Jacob Ringgaard Tholstrup.

- Man kan gøre damen gravid, siger 12-årige August Sølve Kring.

Ambitionen med ph.d.-undersøgelsen resultater er at gøre skolerne klogere på, hvordan det står til og udvikle undervisningsmaterialer, der skal være med til at styrke seksualundervisningen i de danske folkeskoler.

Du kan se mere om emnet i videoen øverst på siden.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her