Nu er han borgmester i Aarhus: Kom lidt tættere på Anders Winnerskjold
Onsdag eftermiddag bliver Anders Winnerskjold (S) officielt borgmester i Aarhus Kommune som den næstyngste nogensinde.
Han har gjort kometkarriere som politiker.
Den bare 32-årige aarhusianer blev i 2022 kommunens yngste rådmand nogensinde, da han overtog ansvaret for magistraten Sociale Forhold og Beskæftigelse som 29-årig.
Onsdag eftermiddag bliver han så officielt den næstyngste borgmester i Aarhus Kommunes historie, når byrådet har godkendt Jacob Bundsgaards udtræden af politik og samtidigt godkender, at den nye borgmester hedder Anders Winnerskjold.
Aarhus' nye borgmester:
Anders Winnerskjold
Født 27. september 1992
Gift med Ane Edslev Jacobsen
Far til datten Gro fra april 2024
Kandidat i Statskundskab ved Aarhus Universitet
Medlem af Aarhus Byråd for Socialdemokratiet siden 1. januar 2018
Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse siden 1. januar 2022
Bliver onsdag borgmester i Aarhus Kommune
I artiklen her kan du blive lidt klogere på, hvad Anders Winnerskjold selv tænker om sin alder, hans drømme for sin tid på borgmesterkontoret, og hvordan han har tænkt sig at jonglere jobbet som borgmester, samtidig med at han også skal være far for sin datter på bare seks måneder.
Stolthed, nervøsitet og sommerfugle i maven
- Det er jo ikke et helt ligegyldigt job.
Sådan lyder det fra Anders Winnerskjold, da han bliver spurgt til sine tanker om, at han nu rent faktisk bliver borgmester i Aarhus Kommune.
Fordi selvom han har været rådmand, så er det en ny vægtklasse af ansvar den 32-årige skal til at bære på sine skuldre.
- Det er bare helt vildt. Det er også en lille smule svært at forstå nogle gange. Det er både en drøm, der bliver til virkelighed, men også noget jeg går ind til med enormt står ydmyghed. Men der er også noget nervøsitet forbundet med det her, forklarer den kommende borgmester.
Se videoen herunder og hør mere om Anders Winnerskjolds tanker om at overtage borgmesterkontoret.
Velfærden står først
I knapt tre år har Anders Winnerskjold været rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse. Nu bliver hans ansvarsområde udvidet betragteligt. Det betyder også, at ønskelisten for de ændringer, den kommende borgmester gerne vil stå i spidsen for, ændrer sig.
Og der er ikke nogen tvivl om, at Anders Winnerskjold gerne vil stå i spidsen for, at velfærden for både unge og gamle bliver rykket.
- Jeg synes, det er slidt rundt omkring, og der vil jeg gerne være med til at se, om vi kan lave løft. Både økonomiske, men også kvalitetsløft, forklarer Anders Winnerskjold og fortsætter:
- Jeg møder for mange, som er oppe i alderen og som er bange for at blive rigtigt gamle i Aarhus. Jeg synes, jeg møder pårørende, der har en knude i maven. Sådan skal det helst ikke være i vores samfund.
Desuden mener han grundlæggende, at det gode liv i Aarhus bedst kan leves, hvis man har en hverdag, der fungerer.
- Jeg synes, at den fineste vision, vi kan have, er, at hverdagen og livet bliver bedre for aarhusianerne, og det er velfærdssamfundet nøglen til.
Se mere om, hvad Anders Winnerskjold gerne vil ændre, når han indtager borgmesterkontoret, og hvorfor han gerne vil være "velfærdsborgmester".
Går ikke op i alderen
Når Jacob Bundsgaard onsdag eftermiddag lægger borgmesterkæden og ansvaret over på Anders Winnerskjolds skuldre, bliver han den næstyngste borgmester nogensinde i Aarhus Kommune. Han er kun overgået af Louise Gade (V), da hun 1. januar 2002 indtog borgmesterkontoret som bare 29-årig.
Den kommende borgmester kan godt forstå, at der bliver snakkes om hans alder. Han er godt klar over, at den typiske borgmester ikke er 32 år gammel. Det er dog ikke noget, han selv bruger meget energi på at tænke over.
- For mig handler det ikke så meget om min alder, men om jeg er dygtig til det, jeg laver, synes folk, at der sker noget i virkeligheden, laver jeg forandringer og der ting, forklarer Anders Winnerskjold.
Se mere om, hvad Anders Winnerskjold tænker om sin alder i videoen herunder:
Borgmester, ægtemand og far til Gro
Foruden at være rådmand så er Anders Winnerskjold med egne ord ekstremt godt gift med Ane, og han blev i foråret i år far for første gang, da datteren Gro kom til verden i april.
Tankerne om, hvordan man jonglerer mellem at være ægtemand og far samtidig med, at man skal være borgmester i landets næststørste kommune, har fyldt for både Anders Winnerskjold og hustruen Ane.
- Altså vi har ikke været glade hele vejen igennem. Det her er jo ikke min hustrus drøm, selvom hun er meget støttende og stolt, det er ikke det. Men det er klart, det er en særlig livsstil, fordi jeg er en offentlig person og bliver endnu mere offentlig person. Vi kommer til at insistere på, at jeg skal kunne være far - ikke kun på papir - selvom jeg skal være borgmester, forklarer Anders Winnerskjold og fortsætter:
- Det her bliver nok det vigtigste, jeg nogensinde kommer til at lave professionelt, så den skal have hele armen. Men min familie er faktisk endnu vigtigere.
Hør mere i videoen herunder, hvilke tanker Anders Winnerskjold gør sig om at være borgmester, ægtemand og far.
Hvad siger borgerne om 10 år?
Anders Winnerskjold har i første omgang ikke planer om at være borgmester resten af sit arbejdsliv, selv hvis vælgerne skulle tillade det.
Det eneste, han kan være nogenlunde sikker på, er, at han skal være borgmester det næste års tid frem mod kommunalvalget i november 2025.
Og han har ikke lagt en karriereplan for, hvor længe han vil fortsætte som Socialdemokratiets øverstbefalende i Aarhus. Men når han engang stopper, så håber han, at borgerne på trods af politiske uenigheder og de uundgåelige svære sager, vil huske ham for, at han var en borgmester, der helt overordnet var en god mand for Aarhus Kommune.
- Hvis der er sådan en grundfølelse af, at det faktisk har bevæget sig i den rigtig retning både i forhold til velfærd, klima, trængsel og kollektiv transport, og man har en fornemmelse af, at de forandringer, der har været i byen, de har mest af alt være gode, siger Anders Winnerskjold, inden han kommer med endnu et håb for eftermålet:
- Jeg håber jo altid, at folk siger, at jeg gjorde mig umage, fordi det gør jeg. Så det må folk godt sidde tilbage med. At okay, han gjorde sig eddermame umage. Vi var ikke enige i det hele, men han gjorde sig eddermame umage med sit job.
Se i videoen herunder, hvad Anders Winnerskjold håber, borgerne siger om ham om 10 år, hvis han sidder så længe på borgmesterposten.