Red Barnet redder påsken: Uddeler 'kreapakker' til udsatte børn
Red Barnet Silkeborg uddelte i dag 'kreapakker' til sårbare børn og deres familier.
Som barn kan det være svært at få tiden til at gå derhjemme, mens landet er lukket ned. Det mærker både børn og forældre lige nu. Og nemmere bliver det nok ikke henover påsken.
Derfor uddelte Red Barnet Silkeborg i dag 'kreapakker' til trængte og sårbare familier med ideer og materiale til hyggelig familiebeskæftigelse derhjemme. Nogle familier har nemlig ekstra brug for støtte i den her tid.
- De har lidt mere at slås med end de fleste andre, og det kan være sværere at få hverdagen til at hænge sammen for dem, siger Mette Breinholt, der er frivillig forperson hos Red Barnet Silkeborg.
Kreapakkerne gives til sårbare familier
Mette Breinholt skulle i dag rundt til fire udvalgte familier i Silkeborg med kreaposer, som blandt andet indeholder materiale til gækkebreve og påskeklip samt en guide til, hvordan man sår sin egen karse i en mælekarton.
Og de blev taget godt i mod.
- Vi synes, det er rigtig hyggeligt at få sådan en pose her, lyder det fra Marlene Anthony til TV2 ØSTJYLAND, da hun sammen med sin 6-årige søn Mads modtager pakken.
Det er anden gang, at familien får en kreapakke fra Red Barnet. Sidste gang fik de blandt andet remedier til at lave deres eget kryds og bolle-spil. Og selvom det er små ting, så betyder det meget, når hverdagen bliver lidt triviel, og pengene er små.
- Vi nyder, når de kommer, for det er hyggeligt, at vi så kan lave lidt ekstra. Og den sidste pose, som vi fik, den fik vi meget ud af, siger Marlene Anthony.
Og det er ikke kun familierne, som det giver noget til.
- Det giver jo mig noget, når jeg kan gøre noget for andre, siger Mette Breinholt.
I alt skal Red Barnet Silkeborg rundt til 15 familier i Silkeborg denne weekend. Men bor du i en anden kommune, så er der også hjælp at hente. Kreapakkerne bliver nemlig også uddelt andre steder - blandt andet i Aarhus og Esbjerg.