Regionsrådsformand vil bruge ekstra penge på at fastholde sygeplejersker
Regionrådsformand for Region Midtjylland peger blandt andet på, at nogle af pengene skal gå til at fastholde personalet.
Næste år får sundhedsvæsenet i Danmark tilført én milliard kroner ekstra.
Det blev besluttet søndag og er en del af den såkaldte coronavinterpakke, hvis formål er, at få hospitalerne gennem en "ekstraordinær vintersæson", lød det.
- Det er rigtig godt. Det er vigtigt, siger regionrådsformand for Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), til TV2 ØSTJYLLAND.
Penge til ekstra honorering
Den ekstra milliard kroner går til hele sundhedsvæsenet, og det er op til landets regioner at fordele midlerne.
Regionrådsformanden for Region Midtjylland peger på, at pengene blandt andet skal gå til honorering af ekstra vagter og til at ansætte flere.
Hovedpunkter i aftalen
- Der afsættes én milliard kroner til at styrke sundhedsvæsenet henover vinteren. Regionerne fordeler pengene, og de kan tilgodese alle personalegrupper i sundhedsvæsenet.
- Ordningen om "ingen modregning i pension som følge af corona-relateret ekstraindtægt" forlænges til og med 2022. Der afsættes desuden penge til at administrere den ordning.
- Der afsættes 11,3 millioner kroner i 2022 og 11,8 millioner kroner i 2023 til at nedbringe sagspuklen for ansøgninger fra sundhedspersonale fra tredjelande.
Der skal også afsættes penge til at fastholde personalet i en hård tid med flere akutte patienter og en sæson, hvor influenza og coronavirus truer.
Det betyder ifølge regionsrådsformanden, at regionen nu får mulighed for at give ekstra penge i en periode til de medarbejdere, hvor der er risiko for, at de ellers ikke bliver i arbejdet.
- Pakken skal gøre det attraktivt at fastholde personalet i en presset tid, siger Anders Kühnau (S).
Regionrådsformanden henviser til, at han tilbage i september i år efterspurgte en såkaldt krisekasse for at få ekstra penge til et presset sundhedsvæsen.
- Jeg er glad for, at regeringen kommer med en ekstra pose penge, siger Anders Kühnau (S).
Vinterpakken er indgået mellem regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne. Vinterpakken er en delaftale til finansloven for 2022.