Aftale sikrer én milliard ekstra til sundhedsvæsenet
Enhedslisten fik ikke opfyldt ønsket om at øremærke penge til særlige faggrupper som eksempelvis sygeplejerskerne.
Der er landet en aftale om en såkaldt coronavinterpakke, der tilfører en milliard kroner ekstra til sundhedsvæsenet i 2022.
Det fortæller finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde søndag aften.
- Det er en saltvandsindsprøjtning, vi giver til et hårdt presset sundhedspersonale i en coronatid, siger han.
Pengene skal gå til at fastholde sundhedspersonale og få sygehusene gennem en "ekstraordinær svær vintersæson".
Aftalen er en delaftale til finansloven for 2022 og er indgået mellem regeringen, SF, de radikale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne.
Hovedpunkter i aftalen
- Der afsættes én millard kroner til at styrke sundhedsvæsenet henover vinteren. Regionerne fordeler pengene, og de kan tilgodese alle personalegrupper i sundhedsvæsenet.
- Ordningen om "ingen modregning i pension som følge af corona-relateret ekstraindtægt" forlænges til og med 2022. Der afsættes desuden penge til at administrere den ordning.
- Der afsættes 11,3 millioner kroner i 2022 og 11,8 millioner kroner i 2023 til at nedbringe sagspuklen for ansøgninger fra sundhedspersonale fra tredjelande.
En midlertidig pakke
Pengene går til hele sundhedsvæsnet, og det er op til regionerne at fordele midlerne.
- Vi mener, det varierer, hvor pengene gør størst nytte, og derfor bliver det op til regionerne at fordele. Nordjylland er ikke det samme som København, siger Nicolai Wammen.
Dermed favoriseres ingen speciel faggruppe eller særligt område. Enhedslisten gik ellers til forhandlingerne med et ønske om at øremærke nogle af pengene til særlige faggrupper som eksempelvis sygeplejerskerne.
Samtidig gør finansministeren det klart, at der er tale om en midlertidig pakke.
- Der er ikke tale om et permanent lønløft, siger han.
Løser ikke det store problem
Formand for SF Pia Olsen Dyhr fortæller, at hun er glad for, at der landet en aftale, som sikrer penge til sundsvæsenet. Men hun understreger, at det fortsat er udfordringer.
- Det her er en akut løsning i en meget presset tid efter to år med corona, siger hun.
Samme holdning har Enhedslistens Mai Villadsen.
- Vi mener fortsat, at der er store udfordringer. Der mangler bedre forhold og en retfærdig løn, siger hun.
Enhedslisten gik til forhandlingerne med et ønske om, at der blev afsat to milliarder kroner.
Samlet aftale ventes mandag
Lørdag landede en anden delaftale til finansloven, der sikrer 250 millioner kroner til målrettede klima- og miljøindsatser i 2022.
Pengene skal blandt andet gå til massive investeringer i havvind.
Derudover skal Danmark reducere udledningen af drivhusgasser med en halv million ton, der sættes penge af til en drikkevandsfond, og der skal laves nye marine nationalparker i Øresund og Lillebælt.
Aftalen blev indgået mellem Regeringen og SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne.
Den samlede finanslov er endnu ikke faldet på plads, og der forhandles fortsat om blandt andet rettigheder på fødeområdet og bedre forhold i folkeskolen.
Forventningen er, at der lander en samlet aftale mandag.