Far og søn gik ud på marken sammen - kort efter gjorde de spektakulært fund

Det er en tidlig morgen i september. Solen er knapt nok stået op. Markerne omkring Kirkemosegård er næsten helt indhyllet i nattens mørke.

Tågen gør det svært at se langt frem for sig. Det er som om, verden ligger gemt bag en hvid, diset dyne af hemmeligheder. En enkelt morgenfrisk solsort skærer gennem stilheden med sin kvidren.

Og så er der en anden lyd. En vedvarende bippen. Mekanisk og fremmed fylder den lidt malplaceret i den ellers fredfyldte morgen.

Ud af disen på marken kommer to skikkelser til syne. En høj og en lav. Far og søn. Det er Morten Kris Nielsen og hans dreng, Mathias. Det blå display på metaldetektoren i Mortens hånd lyser op i halvmørket. De har ikke gået her særligt længe. Faktisk er hele setuppet stadig ret nyt for dem begge. Hvad de endnu ikke ved er, at de inden længe gør et enestående guldfund, der skal fortælle 1.500 år gamle historier.

Vi er i september 2013. Stedet er Spentrup nord for Randers. Tre måneder tidligere blev Morten udlært bygningskonstruktør. Han fik en god idé. I stedet for bunker af rødvin og blomster til fejringen af sin nye titel ønskede han sig en metaldetektor.

Inspirationen kom fra en god ven, der fortalte om sin hobby som amatørarkæolog. Det blev mødt med overbærende hovedrysten fra Mortens omgangskreds. Skulle familiefaderen fra Randers nu ud og lege Indiana Jones?

Gravede hele haven op

Morten fik sin metaldetektor. For at være rustet bedst muligt til at opstøve de virkelige skatte startede Morten og Mathias deres ”voksen-skattejagt” i baghaven.

De gravede huller i flere dybder i jorden og eksperimenterede med at lægge forskellige typer metal, mønter, gamle ledninger og sågar Mortens egen forlovelsesring i græsplanen. På den måde kunne de genkende lydene på metaltyperne i de forskellige jordlag.

Men når græsset voksede op igen, var det grimt og gult. Så måtte andre familiemedlemmer lægge frisk jord til.

- Det er vigtigt med den slags grundige forarbejde. Jeg studerede også gamle jordkort for at lære området at kende. Sammen med hullerne i haven er en solid research nøglen til succes for amatørarkæologer, siger Morten.

Hjemme i huset i Spentrup voksede samlingen af små skatte gravet frem fra jordens mørke. Mest mønter, sølv og bronze. Og så en masse metallisk affald, som de gik udenom. For metaldetektoren kan ikke altid kende forskel på en mønt fra 1700-tallet og en dåsering fra en grøn Carlsberg anno 2021.

Søg og du skal finde

I tre måneder gravede far og søn altså efter skatte med en metaldetektor som sporhund, da de en efterårsmorgen i 2013 finder noget, hvis lige eksperter sammenligner med fundet af Guldhornene.

En lille time har de trasket rundt på marken. Morten spejder ud over arealet. Systematisk inddeler han jorden i mindre firkanter i sit hoved. Går metodisk til værks. Én for én går han dem igennem med detektorens snude helt nede i den fede, kolde landbrugsjord. Han noterer hvilket slags bip, der kommer, og sammenligner det med udslagene fra øvelserne i haven.

Pludselig lyder signalet fra metaldetektoren ekstra klart og tydeligt. Morten holder den stille over jorden. Han har aldrig hørt udslaget fra detektoren så rent før.

- Det var helt utroligt. Lyden var knivskarp. Jeg stivner en lille smule, fordi jeg blev så overrasket, siger han.

Men sønnen Mathias er ved at være træt. Han fryser også. Og faktisk har han allerede fundet noget. En gammel sølvmønt. Måske endnu én af de arabiske dirham-mønter, de har så mange af derhjemme fra tidligere ture? Nu vil han egentlig bare gerne hjem og vise den til sin mor.

Med den lille skovl markerer Morten stedet. Skovlen er en del af det obligatoriske udstyr for amatørarkæologer, som derudover indeholder en lille fundpose og en tandbørste til at børste det værste jord væk, og til sidst en pin-pointer – en slags mini-detektor, der kan gøre lokaliseringen af fund endnu mere præcis. Morten og Mathias bryder op.

Så kører de hjem i familiens lille sorte Toyota. Morten sætter Mathias af derhjemme. Men morgenkaffen for far må vente.

- Jeg går ikke med ind den morgen. Jeg kan ikke få det klare signal fra metaldetektoren ud af hovedet. Det var umuligt at ignorere. Jeg er nødt til at komme tilbage til marken, siger han.

Skattejægeren lugter guld. Og ude på marken ved Kirkemosegård markerer Mortens lille skovl et punkt i Østjyllands sorte muld, som omverdenen formentlig aldrig har skænket de store tanker. Indtil i dag.

Fælles om fund

Far/søn-duoen plejer at bruge fire til syv timer ude, når de er på jagt. De går som regel i stilhed. Det kræver koncentration, og det er lyden fra metaldetektoren, som får lov at fylde mest.

Men hvis de finder noget, så samarbejder de. Én tager forsigtigt de første spadestik, den anden børster jorden væk med fingrene. Det kræver nænsomhed, men mest af alt tålmodighed. Med tiden har farfar også sluttet sig til den lille gruppe.

Nu er de tre generationer, der leder efter fortidens spor i nutiden. Det skaber mange gode snakke på tværs.

Om fundene, men også om alt muligt andet. De stopper først, når tålmodigheden ikke kan strækkes længere. Eller når det bliver for koldt. Så luner de sig på deres medbragte varme kakao.

- Det er lidt ligesom at fiske. Får man intet på krogen, så er der ikke andet at gøre end at prøve igen. Man skal virkelig være tålmodig, siger Morten.

Mathias synes, at det kan blive en smule kedeligt i længden. Men tanken om, at skatten ligger derude et sted og venter på at blive fundet, gør, at de fortsætter. Dag efter dag. Måske er der bid ved metaldetektorens næste bip? Eller det næste?

Ravnesmykket

Det er også den motivation, der driver Morten tilbage på marken den septemberdag i 2013. Hurtigt spotter han sin skovle-markør. Så begynder han at grave. Signalet har aldrig lydt så højt før. Morten mærker sit hjerte banke hårdt i brystet på ham. Så får han øje på det.

Hjørnet af noget gyldent. Han graver forsigtigt videre med hænderne. Børster nænsomt jorden af objektets kant, som er kommet til syne. Han mærker efter med fingrene rundt langs omridset af genstanden, indtil den er helt fri af jorden. I sine hænder vender han den gyldne figur. Nederst ligner det, at der er afbildet en slags fugl set fra oven med et tydeligt næb, hoved og hale.

- Jeg har aldrig set noget lignende før. Først tror jeg, at det måske er et stykke legetøj, som nogle børn har glemt. Jeg tør næsten ikke tænke tanken, at det kan være ægte guld, siger Morten.

Han finder endnu et mindre gyldent stykke. Noget, der kunne ligne et vedhæng til en kæde. Kort efter har han gravet yderligere seks vedhæng op. Men Morten er skeptisk. Det her er næsten for nemt.

'Pas på gravrøvere'

Sammen med et billede af de nyopgravede fund laver han et opslag i den gruppe for amatør-arkæologer, som han er en del af på Facebook.

- Er det her noget?,” skriver han. Han er nødt til at være mere sikker.

Hurtigt tikker kommentarerne ind. Gruppen er en blanding af amatører og professionelle fagfolk. Og de er ikke i tvivl. Ring til museet omgående, bliver der sagt. Pas på gravrøvere, skriver en anden. Morten kigger sig hurtigt omkring. Han bliver pludselig opmærksom på sin egen eksistens igen. Mærker adrenalinen pumpe. Han samler hurtigt alle genstandene i sin fundpose, markerer punktet i jorden og løber hen til den parkerede bil. På vejen ringer han til sin kone.

- Jeg er helt oppe at køre. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er, men jeg har en fornemmelse af, at det kunne være noget rigtig stort, forklarer han.

Hvis det skulle vise sig at være tilfældet, må han forevige følelsen af den storhed og ydmyghed, der følger med at være den første, der holder skatten i hånden, efter den har ligget gemt i markens mørke skjul. Morten laver en hurtig video på sin telefon. HVIS det nu skulle vise sig at være noget. Men som den snusfornuftige østjyde han er, er det naturligvis ikke noget, han siger højt til nogen.

 VIDEO: Mortens egen optagelse af sig selv på turen hen til museet.

Hilsen fra jernalderen

Så kører Morten direkte til Museum Østjylland i Randers. Her snakker han med Benita Clemmensen, som er arkæolog på stedet. Hun slår hurtigt fast, at der er tale om et guldbelagt smykke fra jernalderen. Vi er altså godt 1.500 år tilbage i tiden.

Morten er lamslået.

”Det er jo helt vildt, det her. Jeg er næsten lige startet, og så får jeg jackpot. Jeg kunne næsten ikke fatte det, og jeg følte mig meget, meget heldig,” siger han og fortsætter:

- Gennem hele forløbet var det vigtigste for mig, at hele smykket blev samlet. At historien bestod.

Herfra går det pludselig stærkt. I de efterfølgende dage graver Morten selv resten af smykket op sammen med et hold af eksperter. Der bliver også foretaget en større udgravning på området. Smykket bliver undersøgt. Det viser sig at være et dragtspænde.

Nogle af de små vedhæng er formet som fuglehoveder – ligesom Odins to budbringere, ravnene Hugin og Munin fra den nordiske mytologi.

- Denne fuglesymbolik har tjent et magisk formål. Man mente, at fugle havde kontakt til guderne, fordi de bevægede sig på himlen, og dermed var de tættere på de guddommelige kræfter end menneskene. Ravnesmykket har uden tvivl haft en beskyttende funktion som lykkeamulet for dens bærer. Det er et yderst sjældent fund, fortæller Peter Vang Petersen, arkæolog ved Nationalmuseet og ekspert i danefæ.

Det er også oplagt at forestille sig, at smykket har været givet i offergave til guderne. Måske som en desperat reaktion på den voldsomme vinter, man oplevede i år 538. Historiens værste år, som det sidenhen blev kaldt. Jorden var dækket af et konstant mørke, fordi solen forsvandt bag en askesky efter et massivt vulkanudbrud.

Men det vidste de selvfølgelig ikke dengang. Jernalderfolket troede, at det var gudernes vrede – starten på selveste Ragnarok. Jordens undergang. Måske solen ville komme tilbage, hvis guderne mærkede folkets kostbare offergaver?

- Guld i sig selv blev anset for at være gudernes eget metal, og det ædle metal var ofte noget, man deponerede i jorden, hængte op indenfor døren på langhusene eller bar synligt som smykke som en guddommelig beskyttelse mod onde kræfter, siger Peter Vang Petersen.

Selvom Morten ikke tror på den slags, kan han alligevel ikke lade være med at tænke, at hvis det kunne formildne de gamle nordiske guder for 1.500 år siden, gad vide, hvad ravnesmykket så kan gøre i dag?

Han har ikke lyst til at lyde overtroisk. Men siden den dag i 2013, hvor Morten fandt vej til guldet, har livet flasket sig temmelig godt for ham. Han driver i dag sin egen virksomhed, og på væggen i kontoret hænger billeder fra dengang på marken ved Kirkemosegård.

En tro kopi af smykket har han også stående. På den måde følger ravnesmykket ham stadig i det daglige og har gjort det lige siden. Efter en tur på Nationalmuseet er originalen i dag vendt tilbage til Randers, hvor det er udstillet på Museum Østjylland.

Det bliver i familien

Det er otte år siden, Mortens ravnesmykke atter så dagens lys. Nu er sønnen Mathias blevet 12 år. Han synes ikke længere, det er så fedt at traske rundt i kulde og lede efter gamle ting.

- Måske har det noget med alderen at gøre, siger Morten og griner lidt.

- Der er ikke længe til, at Mathias bliver teenager, og så er det vist ikke det sjoveste at rende rundt på en mark sammen med sin gamle far.

Men samlingen af flotte sten fra skattejæger-turene med far får alligevel lov at stå fremme på værelset lidt endnu. Han gad egentlig også godt finde en rigtig flinteøkse en dag. Men lige nu vil han helst bare spille computer.

Derfor er det for tiden lillebror Marcus, som har fået færten af fortidens guld. Men Morten må lægge en dæmper på forventningens glæde, for det er vigtigt at være realistisk, når man er amatørarkæolog. Og tålmodigheden og den grundige research kommer først.

- Når først man står med guldet i hånden, ser det jo legende let ud, og så vil alle pludselig være amatørarkæologer. Men de færreste er klar over, hvor meget tid og arbejde der går forud. Og en lille smule held, selvfølgelig, siger han med et smil.

Måske den skarpe sans for guld løber i blodet på familien fra Spentrup. Lillebror Marcus slægter i hvert fald sine fædrene aner på. For nyligt kunne han glæde én af Mortens gamle arbejdskollegaer ved at finde hans forsvundne forlovelsesring.

- Han græd, da jeg afleverede den til ham, siger Marcus stolt.

En evig søgen

Morten selv har ikke mistet gejsten for at gå på jagt, selvom han ramte bull’s eye i nærmest første forsøg. Det er lysten, der driver ham – skattejæger-følelsen, omhyggeligheden og så den eksistentielle undren, der følger med, når man pludselig står med fortiden i sine hænder.

- Det giver et sus, når man står med en genstand, der er helt, som den var, dengang ejermanden i sin tid efterlod det. Man tænker over, hvorfor det er endt der, og hvem der har ejet det engang. Så bliver man ydmyg, siger han.

I dag er der ingen tvivl om, at det er Mortens familie, man ringer til i Spentrup, hvis man har mistet noget værdifuldt. Der er hele tre garvede amatørarkæologer – fire faktisk, hvis vi tæller farfar med – som kan hjælpe med at finde folks forsvundne skatte.

Selvom Morten har travlt, så finder han stadig tid til at granske jorden med sin metaldetektor. For han er overbevist om, at der gemmer sig mange flere historier fra fortiden derude.