Kulden er her: Husk vanterne
Morgenslud bliver til kold solskinsdag fredag.
Står man i en tidlig morgen-kø til et black friday knald-tilbud, så kan det være en rigtig kold fornøjelse.
Fredag morgen begynder nemlig koldt, blæsende og nogle steder med slud og sne.
- Der kan være vinterligt nedbør fra morgenstunden i Østjylland, og især i området mellem Aarhus og Grenå kan der være hvidt i luften, siger Andreas Nyholm, der er vejrvært ved TV2 Vejret.
- En barsk start på dagen, hvis man er tidligt ude, tilføjer han.
Glatte veje
Saltbilerne har mange steder været ude at salte på forhånd, for at komme faren for glatte veje i forkøbet. Pas alligevel godt på hvis du kører tidligt afsted.
- Det er værd at være opmærksom på pletvis glatte veje, selvom det ser ud til, at temperaturen de fleste steder trods alt vil ligge på 1-2 plusgrader, siger Andreas Nyholm.
Læs også:
Det er dog kun i formiddagstimerne, at vi kan forvente regn, slud eller sne, for som fredagen skrider frem, trækker skyerne væk, og vi får den længe ventede sol at se.
- I kan glæde jer over en dejlig fredag, men det bliver også en kold én af slagsen. Det er blæsende og bare en tre-fire plusgrader.
Sluk for vandet
I løbet af weekenden bliver det koldt, og især om natten vil kulden kunne mærkes.
- Det bliver 4-5 minusgrader om natten, og det er der, hvor man skal til at slukke for vandet i den udendørs vandhane, minder Andreas Nyholm om.
Og kulden vil også kunne mærkes i dagtimerne lørdag og søndag.
- Lørdag og søndag vil byde på nogen sol og stort set tørvejr. Først i starten af næste uge ser det ud til, at vi igen får mildere og mere gråt vejr.