Aarhusiansk band vinder pionerpris

Danske musikkritikere er lørdag kommet med deres vurdering af det forgangne års bedste musikpræstationer.

Peter A.G giver den oftest fuld gas på scenen. Her på Smukfest i 2017.

Det er svært at tale om dansk rock og pops historie uden også at tale om Gnags.

Således blev det Gnags, der lørdag løb med den helt særlige pionerpris ved uddelingen af de danske musikkritikeres priser, Steppeulven.

Læs også Ny musik fra Gnags - frontfigurer finder sammen efter 20 år

På Bremen Teater i København blev prisen overrakt med en hyldest til bandets unikke lyd, "der var en saftig, svampet og melodisk stærk versionering af reggae tilsat noget lokalkolorit".

- Og med tekster befolket af personer, man møder i Midtbyen, på Strøget, på Bruuns Bro, lød det fra journalist på Børsen Niels "Fez" Pedersen, der begrundede overrækkelsen.

Per Chr. Frost og Peter A.G. Nielsen var begge på scenen for at modtage prisen lørdag aften.  Foto: Torben Christensen - Ritzau Scanpix

Gnags, der har Peter A.G. Nielsen i front, har i mere end 50 år skabt musik inden for forskellige genrer og født klassikere såsom "Vilde kaniner", "Den dejligste morgen" og "Danmark".

I begrundelsen blev også Gnags' arbejde omkring etableringen af pladeselskabet Genlyd og studiet Feedback i Aarhus fremhævet:

- Årets Pioner har været selvstændig i mere end 50 år. En virksomhed med musik som vigtigste vare og samtidig en forretning, der stillede produktionsmidlerne til rådighed for andre musikere også, sagde Niels Pedersen.

07:01

VIDEO: I 2019 kom der ny musik fra Gnags, og TV2 ØSTJYLLAND besøgte i den forbindelse vennerne Peter A.G. Nielsen og Per Christian Frost til en snak om fortid og fremtid. 

Luk video

Laid Back og Anne Linnet

Sidste år gik pionerprisen til musikgruppen Laid Back, og tidligere har også sangerinde Anne Linnet modtaget prisen.

Der var i alt 11 priser, der blev uddelt ved årets uddeling. Priserne uddeles af Foreningen af Danske Musikkritikere, som består en række musikjournalister og -anmeldere, der til daglig arbejder professionelt med musik.

De kigger tilbage på det forgangne år og beslutter, hvilken musik - de mener - er af den højeste kvalitet samt de kunstnere, som leverer de bedste præstationer.

Ud over Gnags modtog blandt andre sangerinden Jada priser for årets vokalist og livenavn.

Årets album gik til Claus Hempler for albummet "Kuffert fuld af mursten". Han fik også prisen for årets tekstforfatter.

Aarhus-baserede Anders Boll vandt prisen som "Årets Producer".  Foto: Torben Christensen - Ritzau Scanpix