Nu tændes alle julelys - pas på det ikke brænder
Når de levende lys bliver tændt rundtom i hjemmene for at fejre julens komme, så stiger brandfaren.
Søndag skydes kirkeåret i gang med den firetrinsraket, vi kender som advent. Det er den store nedtælling til julen - hjerternes fest, lysenes fest og desværre også ildebrandenes fest.
I mange af de små danske hjem er advent lig med adventskranse, og adventskranse er lig med lys. Og levende lys er lig med brandfare.
Brandmyndighederne advarer i forbindelse med den stundende højtid mod brandfaren fra juledekorationer og andre levende lys i hjemmet.
I samme ombæring minder de om, at det er en god idé at få styr på hjemmets røgalarmer. I den forbindelse har man udnævnt 1. december som fællesnordisk røgalarmdag.
- En fungerende røgalarm kan være med til at redde liv. Når der opstår en brand, spredes røgen hurtigt, og røgen er farlig at indånde. Hvis du har opsat røgalarmer i dit hjem, øger du dine chancer for at blive advaret, inden branden når at brede sig, siger Mads Dalgaard der er forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Men røgalarm i loftet er ikke noget værd, hvis den ikke virker.
- Derfor opfordrer vi til, at du tjekker dine røgalarmer den 1. december. Sørg for, at batterierne stadig virker, og at udløbsdatoen ikke er overskredet, lyder det fra Mads Dalgaard.
Danske Beredskaber, som er sammenslutningen af de kommunale brandvæsener, og Beredskabsstyrelsen fortæller i pressemeddelelsen, at mange borgere, som har oplevet en brand i hjemmet, fortæller, at årsagen var brand i juletræ eller juledekoration eller på anden måde forårsaget af levende lys.
- Vær ekstra opmærksom på brandfarer her i juletiden. Læg eksempelvis aldrig ting fra dig på komfuret, bliv i køkkenet, når du tilbereder mad, og sluk levende lys, når du forlader et lokale, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef hos Danske Beredskaber.
Han tilføjer, at den øgede udbredelse af håndsprit tilføjer en ekstra dimension til brandfaren.
- Håndsprit er stadig et element i vores hverdag, som vi skal være opmærksomme på. Håndsprit er en meget brændbar væske – så husk endelig at stille håndspritten langt fra de levende lys, siger Bjarne Nigaard i pressemeddelelsen.
/ritzau/