”Det sidste halve år har gjort mig stærkere”

Andrea Kvist

”Når jeg tænker på min familie, vil jeg sige, at vi er en meget spontan og lidt vild familie. Vi har altid været sjove og fjollede, og der har altid været god stemning.

En aften for et halvt år siden sad vi alle fem rundt om spisebordet, og så fortalte mine forældre os, at de skulle skilles. De fortalte os også, at det hele nok skulle gå, og at de stadig var venner, men bare ikke kunne være et par længere.

Da jeg fik det at vide, tænkte jeg meget på, hvad der skulle ske med arrangementer, vores ferier og min konfirmation. Men selvom mange ting nu vil blive anderledes, giver det også noget kvalitetstid med hver af mine forældre, og det er som om, at jeg er blevet mere tæt på min mor og far efter skilsmissen. De vil gerne hjælpe mig, og jeg vil gerne hjælpe dem, og det giver sammenhold på en ny måde i familien.

For mig at se har konfirmation ikke noget at gøre med at blive voksen, og jeg tror, der går lang tid, før jeg bliver rigtig voksen. Men det sidste halve år har alligevel lært mig noget om mig selv.

Jeg tror helt klart, at jeg er blevet stærkere, og jeg har fået en idé om, hvordan jeg skal klare svære ting fremover. Der er bare nogle ting, hvor jeg ved lidt bedre nu, og det har noget at gøre med at blive voksen, synes jeg.

”Jeg lå inde ved dem om natten, da min far fik hjertestoppet”

Thea Damborg

”Jeg har altid været fars pige. Når han kørte i traktor, skulle jeg med op i traktoren, og han var altid bange for at køre mig over. Min far var den, der hentede mig i børnehaven, og han gjorde alt for mig. Hvad, jeg ville have, det fik jeg. Jeg lå inde ved dem om natten, da han fik hjertestoppet. Jeg var ikke særlig gammel, så jeg forstod ikke rigtigt, hvad der skete omkring mig.

I dag ligger han begravet nede på Østbirk kirkegård. Jeg tror ikke på den måde på Gud, altså, at der er en, der har skabt hele jorden, men jeg tror på, at man kommer et godt sted hen, når man dør. Jeg er nemlig sikker på, at min far ikke bare er fløjet væk, men at han er kommet et godt sted, og har det godt der, hvor han er nu.

Når man mister en af sine forældre, som er noget af det tætteste, man har, begynder man at tænke over ting, man ellers ikke ville have tænkt over. Altså, jeg tror, jeg har mange flere tanker end hvad en normal teenager med far, mor og søskende har, og det har gjort mig mere selvstændig. Jeg siger min mening, fordi en dag så er man her ikke mere, og så har man ikke lige fået sagt det til den person, man havde brug for at sige.”

”Jeg bliver tit spurgt, om jeg er adopteret"

Patrick Bang Gbogou

”Min far er fra Elfenbenskysten i Afrika, og min mor er fra Danmark.

Jeg har altid tænkt, at jeg var dansk lige så meget som alle andre, men der er alligevel et eller andet… Altså, man kan godt se på mig, at jeg ikke er helt dansk. Jeg har altid følt, at jeg har været lidt anderledes end de andre.

Rigtig mange i min klasse har fuldt danske forældre, og jeg er altid blevet spurgt, om jeg er adopteret. Men det er jeg altså ikke.

Der er kæmpestor forskel på Afrika og Danmark. Danmark er et meget mere stille land end Elfenbenskysten. Altså, man snakker ikke rigtig med hinanden her, og der er ikke så meget larm, når man går udenfor. I Afrika er det som om, at de fleste kender hinanden, og de snakker og tør godt at gå hen og sige: ”hej, hvordan går det?”. I Danmark er det meget sådan, at man har sin egen vennegruppe, og så snakker man ikke med andre mennesker.”

”Jeg lignede ikke en muslim, så selvfølgelig skulle jeg da konfirmeres”

Laura Løkke Petersen

”Der er mange, der ikke har styr på, hvad de tror på, men jeg er rimelig afklaret med, at jeg ikke tror på Gud.

Der er rigtig mange i min klasse, der skal konfirmeres, og vi er kun få, der ikke skal. Der er nogle, der ikke forstår, hvorfor jeg ikke skal konfirmeres i kirken. For eksempel præsten. En dag delte han sedler ud til alle, der skal konfirmeres, og han kiggede helt vildt forvirret på mig, da jeg sagde, at jeg ikke skulle have en seddel. Jeg lignede da ikke en, der var muslim, så selvfølgelig skulle jeg da konfirmeres, sagde han. Men jeg skal ikke konfirmeres i kirken, fordi jeg tror ikke på, at der sidder en oppe i himlen og bestemmer.

Derfor skal jeg humanistisk konfirmeres i stedet for. Det foregår i teatret i Den Gamle By, og der skal vi blandt andet holde en tale om en selvvalgt emne. Jeg skal tale om, at jeg synes, der er noget godt i alle mennesker, og at selvom man har gjort noget lort, så kan man godt blive et fint menneske igen. Det er ikke altid, man bliver hørt i vores alder, og det kan de her taler være med til at ændre på.

Vi kan vise, at vi kan nogle ting, og vi kan sige: ”Her er min mening.” Når man er lille har man den samme holdning som sine forældre og sine venner, men i dag kan jeg sige, at jeg faktisk har min egen mening. Vi er ikke de der 7-10 år længere.

Vi er næsten voksne nu.