Lene, Henrik, Mohammed? Her er de mest populære navne i Østjylland

Hvad hedder østjyderne egentlig? Med hjælp fra Danmarks Statistik har TV2 ØSTJYLLAND samlet de mest populære navne i vores landsdel.

Udgivet Opdateret
Hvad tror du er de mest populære navne i Østjylland? Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hvad er de mest grundøstjyske navne?

Torben og Helle som fornavnene på borgmestrene i Randers og Silkeborg? Eller er traditionelt udenlandske navne ved at snige sig ind på listen?

Det satte vi på TV2 ØSTJYLLAND os for at finde ud af i dag, hvor de årlige statistikker for de mest populære navne til nyfødte kom ud.

TV2 ØSTJYLLAND har fået Danmarks Statistik til at trække navnestatistikker på de kommuner, der ligger i vores sendeområde, for at se, hvad østjyder i alle aldre rent faktisk hedder.

Se dem på grafikken herunder.

Her ses de mest populære navne blandt østjyder i alle aldersgrupper. / Foto: TV2 Østjylland (grafik)

Tallene viser altså, at det fortsat er de klassisk danske navne, der dominerer blandt østjyderne.

Og statistikken er faktisk meget lig de nationale tal hos Danmarks Statistik, der opdaterer listen 1. januar hvert år.

I hele Danmark er det nemlig også Anne og Peter, flest danskere lystrer på. Blandt kvinderne er det ligesom i Østjylland også nationalt Mette, Kirsten og Hanne, der følger på de næste pladser.

Nationalt er Michael det næstmest populære herrenavn, men i Østjylland er det navn fire pladser længere nede ad listen. Modsat er Mads - det tiendemest populære herrenavn i Østjylland - blot nummer 15 i hele landet.

To navne dominerer stadig blandt børn

Det er fortsat Emma og William, der topper listen over de mest populære børnenavne.

Det viser Danmarks Statistiks årlige opgørelse over navne. Tallene er opgjort 1. januar 2022.

I aldersgruppen et til ni år er der 5077 børn, der hedder William, mens 4155 hedder Emma. Også året før lå navnene i top.

Blandt de ældste fra 90 til 99 år er der flest, der hedder Inger og Hans med henholdsvis 1158 og 593 personer.

Ser man på, hvad nyfødte blev navngivet i første halvår af 2021, er Emma og William dog skubbet af tronen. Flest piger blev navngivet Alma, mens Emma var nummer seks på listen.

Hos nyfødte drenge fik flest navnet Oscar i det første halvår. Derefter fulgte Karl og William.

Hvor Anne er det mest udbredte navn hos piger og kvinder i alle landets fem regioner, topper Peter kun listen for drenge og mænd i Region Hovedstaden.

I Region Sjælland er navnet Michael mest udbredt, i Syddanmark er det Lars, mens Jens topper listen i både Nordjylland og Midtjylland.

Opgørelsen fra Danmarks Statistik viser også, at over 6000 personer skiftede fornavn i 2021. Det er det højeste antal, siden navneloven blev ændret for 15 år siden.

Af de i alt 6281 personer tog 569 personer et navn, der ikke eksisterede i forvejen.

To ud af tre af dem, der ændrede fornavn, var kvinder.

Da navneloven blev ændret i 2006, blev det gjort billigere at ændre sit navn. Det blev blandt andet også muligt at gøre sit mellemnavn til efternavn.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her