Kraftigt blæsevejr har ramt det østjyske: Her er gode råd til trafikanter

Vejdirektoratet har et par gode råd til de trafikanter, der i dag bevæger sig ud. Se dem nederst i artiklen.

Nederst i artiklen kan du se Vejdirektoratets gode råd til trafikanterne. (Genrefoto). Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Opdatering søndag kl. 12.32:

Der er blevet tilføjet et afsnit med informationer og citat fra Midt- og Vestjyllands Politi.

I Østjylland og resten af landet har vejret i løbet af natten og søndag morgen budt på kraftigt blæsevejr og regn.

På DMI's hjemmeside er der risikomeldinger for hele Østjylland for stormende kuling fra sydvest med vindstød af stormstyrke på 25-26 m/s.

Læs også Kraftigt blæsevejr rammer Østjylland - kan give vindstød af orkanstyrke

Vejdirektoratet oplyste søndag formiddag til TV2 ØSTJYLLAND, at de lige nu ikke oplever nogen problemer med trafikken i det østjyske, og at de ikke har modtaget nogen meldinger om væltede træer eller lignende.

De oplyser dog, at hvis man som bilist kører fra Østjylland mod Fyn, så kan der være problemer på Lillebæltsbroen og Storebæltsbroen. Lige nu fraråder de, at man kører over broerne i vindfølsomme køretøjer - eksempelvis med trailer eller campingvogn.

Læs også Advokat søger asyl til to efterladte afghanske børn

Væltede træer i Silkeborg

Østjyllands Politi oplyste i formiddags til TV2 ØSTJYLLAND, at de ikke havde noget at berette fra natten og morgenen i forbindelse med vejret. Også Molslinjen oplyste, at de indtil videre sejler planmæssigt.

Dog har de haft store udfordringer i det midt- og vestjyske, blandt andet inden for Silkeborg Kommune. Det oplyser vagtchefen fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND søndag middag.

Det er blevet meget bedre nu, men vi har været udfordret med væltede træer og rigtig meget vand på kørebanerne.

Midt- og Vestjyllands Politi

- Det er blevet meget bedre nu, men vi har været udfordret med væltede træer og rigtig meget vand på kørebanerne, siger vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Læs også Lokalopgør aflyst - risiko for at ødelægge banen

Han oplyser, at der er væltet træer udover flere veje - bl.a. på Askhøjvej nær Hårup og Linå og på St. Hjøllundvej tæt ved Faurholtvej ved Hjøllund.

Han opfordrer derfor bilisterne til at være opmærksomme. 

GODE RÅD

Her er Vejdirektoratets gode råd til trafikanterne:

  • Tag dine forholdsregler. Kør afsted lidt tidligere, hvis du skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt.
     
  • Vær ekstra opmærksom. Når det regner og blæser kraftigt, er der risiko for væltede træer og tabt gods på vejene.
     
  • Sæt farten ned.
     
  • Regnen lægger sig på vejen, og derfor skal man være opmærksom på risikoen for akvaplaning.
     
  • Hold god afstand og hold godt fast i rattet. Undgå helst at bremse, når du kører på motorvejen, og i stedet let foden fra speederen.
     
  • Du kan altid holde dig opdateret på trafikken på trafikinfo.dk.

 

Kilde: Vagthavende hos Vejdirektoratet