Hampeolie tilbagekaldes - indeholder for stor mængde psykoaktivt stof
Møllerup Brands A/S tilbagekalder et parti økologisk hampeolie, da Fødevarestyrelsen har påvist et for højt indhold af THC - det mest psykoaktive stof i hampplanten.
Et parti af koldpresset økologisk hampeolie tilbagekaldes nu fra producenten Møllerup Brands A/S, der holder til på Møllerup Gods i Rønde på Djursland.
Det skyldes, at Fødevarestyrelsen har påvist et for højt indhold af THC - det mest psykoaktive stof i hampplanten.
Der er tale om 240 flasker koldpresset økologisk hampeolie fra produktionen d. 29. november 2019, som er mindst holdbar til d. 29. november 2020.
Olien er blevet solgt i Meny, på Nemlig.com, Fru Hansens gårdbutik i Randers samt i Gårdbutikken hos Møllerup Gods.
- Høj kvalitet er hjørnestenen i Møllerup Brands. Vores mål er at lukke hampen ind i danskernes køkken med alle plantens sunde egenskaber, uden at nogen skal være nervøse for uønskede sideeffekter. Derfor reagerer vi selvfølgelig, når Fødevarestyrelsen nu har analyseret sig frem til et for højt indhold af THC i et enkelt batch af vores hampeolie, lyder det fra Henrik Rendbøll, direktør i Møllerup Brands på virksomhedens hjemmeside.
Hvis du ligger inde med en koldpresset økologisk hampeolie fra Møllerup med sidste anvendelsesdato: 29/11/20, kan du levere den tilbage til butikken, hvor den er købt, eller kassere den.
Ingen risiko for rus
THC, tetrahydrocannabinol, er det psykoaktive stof, der findes i planter fra cannabis-familien.
Fødevarestyrelsens grænse for THC-indholdet i olier er 10 ppm (Parts Per Million). I partiet der kaldes tilbage har Fødevarestyrelsens undersøgelse vist et indhold på 20 ppm. Det svarer til et indhold på 0.002% THC i olien.
THC findes på hampplantens blade, men ved høst kan der ske en lille afsmitning til frøene, og derved kan der forekomme små spor af THC i produkter af hampefrø, skriver Møllerrup Brands på deres hjemmeside.
Møllerup Brands har løbende kontrol for THC i olierne ved et eksternt laboratorium. Resultaterne ligger historisk mellem 3 og 7 ppm THC.