Pædofil krænkede Pernilles dreng: Nu ændrer politiet praksis og undskylder dårlig behandling

Sydøstjyllands Politi får udtalt kritik og ændrer procedure, efter Pernille Ottesen klagede over dårlig sagsbehandling i sin søns pædofilisag.

03:27

VIDEO: Pernille Ottesen har fået en undskyldning fra Sydøstjyllands Politi for dårlig sagsbehandling. Spørger man hende skal alle være bedre til at snakke åbent om overgreb for at hjælpe børn bedst muligt.

I 2017 blev Pernille Ottesens søn udsat for krænkelser af en tidligere dømt pædofil mand. 

Alligevel gik der et halvt år fra hendes anmeldelse, til manden blev afhørt af politiet. Og først et år efter var sagen afsluttet. I mellemtiden blev manden dømt for yderligere en tilsvarende krænkelse, hvilket resulterede i tiltalefrafald i Pernille Ottesens sag.

Læs også Pernilles dreng kom i kløerne på pædofil: - Politiet tog mig ikke seriøst

- De tager mig ikke seriøst. Det bliver man dybt frustreret over, og jeg føler en ligegyldighed. Synes de bare, jeg er en hysterisk mor?, lød det dengang fra Pernille Ottesen.

Derfor valgte hun at fortælle sin historie til TV2 ØSTJYLLAND i et forsøg på at råbe systemet op, fordi hun mente, at politiets håndtering af sagen var for dårlig. Så dårlig, at hun klagede over forløbet.

Vi kan ikke fjerne, at de pædofile er der. Men når vi ikke snakker om det, så kan vi heller ikke forvente, at vores børn tør snakke om det.

Pernille Ottesen, mor til krænket

Nu er der kommet en afgørelse på hendes klage.  Den bekræfter, at Sydøstjyllands Politi på flere områder har behandlet sagen utilstrækkeligt. Det viser en aktindsigt, TV2 ØSTJYLLAND har fået i sagen.

- Det er jo fint nok, at man fra officiel side siger undskyld nu, men det, der var vigtigt for mig med den her klage, det var lige så meget, at man måske kunne få ændret på nogle procedurer, siger Pernille Ottesen i dag til TV2 ØSTJYLLAND.

Pernille Ottesen mener, man skal snakke med sine børn om overgreb for at bryde tabuet.

Netop ændring af procedurer er også et resultat af hendes klage. 

- Det er nu blevet ændret sådan, at der er én central administration, hvor alle sager med overgreb mod børn kommer ind. Fordi alle sager nu er organiseret ét sted, så kan vi hurtigere få sat de rigtige tiltag i gang, som eksempelvis videoafhøring af børn i Børnehuset, siger politiinspektør og leder af Efterforskningscentret Jesper Bøjgaard Madsen i dag til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Sådan beskytter du dit barn mod pædofile på nettet

Det betyder også, at ventetiden på videoafhøring er forbedret. Den aktuelle tid fra anmeldelse til videoafhøring er nu på cirka otte dage.

- Det er rigtig positivt, at vi blandt andet på baggrund af den her sag har fået ændret arbejdsgangen, for det gør, at vi i dag, vil jeg påstå, har helt styr på den her type sager, siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.

Det her er en berettiget klage, og derfor er vi også ude at beklage sagsbehandlingen. Vi lægger os fladt ned.

Jesper Bøjgaard Madsen, politiinspektør

Men trods ændring af politiets praksis, så tror Pernille Ottesen, at man skal gribe ind endnu tidligere for at hjælpe børn, der bliver udsat for krænkelser.

- Vi kan ikke fjerne, at de pædofile er der. Men når vi ikke snakker om det, så kan vi heller ikke forvente, at vores børn tør snakke om det.

- Derfor skal vi ikke være flove over, at vi som forældre har et barn, der har været udsat. For det er ikke mig, der har gjort noget forkert, og det er ikke mit barn, der har gjort noget forkert, siger Pernille Ottesen.

03:34

VIDEO: Pernille Ottesens søn modtog billeder, video og beskeder af krænkende karakter fra en tidligere dømt pædofil. Indslaget er fra 2019.

Luk video

Hun håber derfor på, at øget opmærksomhed på emnet omkring overgreb mod børn kan være med til at bryde tabuet, og den vej få stoppet de pædofile langt tidligere.

- Vores børn skal turde komme og sige, når der er noget. Og jeg ville da ønske, min søn havde turde komme og sige det meget før, for hvis han havde gjort det, så kunne vi måske have hjulpet ham meget før. Men hvis vi som voksne ikke tør stå frem, hvordan skal vi så forvente, at vores børn tør?

Politi: - Vi lægger os fladt ned

Ud af i alt ni punkter i hendes klage, erkender politiet, at de på fem punkter har handlet forkert. I afgørelsen står der, at der er 'fundet grundlag for at udtale kritik af politiets dispositioner for så vidt klagepunkterne 1, 2, 4, 5 og tillige vedrørende punkt 8.'

- Det her er en berettiget klage, og derfor er vi også ude at beklage sagsbehandlingen. Vi lægger os fladt ned, siger Jesper Bøjgaard Madsen. 

Læs også Politi indrømmer dårlig sagsbehandling i pædofilisag: Nu indleder de en klagesag

I afgørelsen for klagesagen er der blandt andet lagt vægt på, at Pernille Ottesen ikke fik svar på sine henvendelser i sagsforløbet.

Derudover blev Pernille Ottesens mindreårige søn indkaldt til en afhøring på politigården frem for en videoafhøring, som ellers er procedure for afhøring af børn. Desuden fik familien ikke udpeget en kontaktperson. Begge dele beklager Sydøstjyllands Politi.

- Vi går på arbejde hver dag for at gøre det så godt som muligt, men vi evaluerer ikke hver eneste sag. I den her sag har vi ikke været tilfreds med sagsbehandlingen, og derfor beklager vi. Det er så her, vi drager læring, siger politiinspektøren.

Læs også Mere kontrol med pædofile: Snart får de uanmeldt besøg

Krænket på crosslejr

Hele sagen starter på en sommerlejr for crosskørere i Grenaa i 2017. Her deltager Pernilles søn sammen med sin far.

På lejren kommer og går mange børn og unge med benzin i blodet, og desværre for familien også en dengang 23-årig mand, som mere var interesseret i børnene end i crossmaskinerne.

TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med den crossklub i Grenå, som var arrangør af lejren. Herfra lyder det, at den unge mand, der har forulempet Pernilles søn, ikke havde noget med lejren at gøre eller var frivillig. Han mødte bare op, da han for år tilbage var medlem af klubben. Hvilket han ikke er længere. 

Han kommer i kontakt med Pernilles niårige søn ved at give gode råd til cross-sporten, og i den følgende tid spørger han ind til, hvordan det går sønnen. Pludselig vender den 23-årige mand på en tallerken.

- Til at starte med er det kun basale spørgsmål for at lære min dreng at kende, men fra december er det så daglige videoer, hvor han onanerer, og han begynder at spørge min søn, om han vil have den bagi, sagde Pernille Ottesen tidligere til TV2 ØSTJYLLAND.

- Samtalerne bliver mere og mere seksuelt grænseoverskridende, og den unge mand vil også gerne mødes med min søn. Heldigvis vil han ikke det.

Jeg troede, at man ret hurtigt ville banke på hans dør og afhøre ham. Det viser sig, at han er tidligere dømt, og det må da forstærke mistanken.

Pernille Ottesen, mor til krænket

Alt det finder moren først ud af i marts – flere måneder efter det starter. Sønnen er flov og bange for konsekvenserne, hvis han fortæller om krænkelserne. Manden truer nemlig med at komme efter drengen og familien.

Bryder sammen og fortæller alt

En dag bliver det dog for meget. Sønnen bryder sammen og fortæller alt. Det giver god mening, fordi han i en længere periode har været trist og ked af det.

- Der er jeg selvfølgelig helt rundt på gulvet. Det er en forælders værste mareridt. Jeg skynder mig at kontakte politiet i Horsens og indgive en anmeldelse, lød det fra Pernille Ottesen.

Læs også Pædofil hilser mere kontrol velkommen: - Vil kun gavne mig

Heldigvis har familien navn, telefonnummer, adresse og arbejdsplads på den mistænkte, noget som ikke altid er tilfældet i krænkelser over nettet.

Moren forventer derfor, at sagen hurtigt kan komme i gang. Hun tænker, at en måned må være nok til at få et overblik over sagens beviser, blandt andet fra sønnens mobiltelefon, og til at få afhørt den 23-årig mand, der bor i Norddjurs Kommune.

Hun tager grueligt fejl.

01:12

VIDEO: 10 års kamp ser ud til at give pote. Christian Roland Larsen har kæmpet for de stramninger over for pædofile, der i december blev vedtaget.

Luk video

Gennem de kommende måneder må hun og familien gang på gang sande, at det tager uforståeligt lang tid at komme videre med sagen. Gentagne gange rykker Pernille Ottesen først Sydøstjyllands Politi og siden Østjyllands Politi for svar.

- Det kan være, at jeg er naiv, men jeg troede, at man ret hurtigt ville banke på hans dør og afhøre ham. Det viser sig, at han er tidligere dømt, og det må da forstærke mistanken.

- Jeg frygter også, at han har arbejdet på flere ofre, og at han kunne være bremset før.

Læs også Vedtaget: Sådan strammes grebet om pædofile

Uacceptabelt langsomt forløb

I den her periode har familien, der bor i Yding nær Horsens, det hårdt. De mange ubesvarede spørgsmål og uklarheden nager, og sønnen er bange.

- Hvordan forklarer man sin dreng, at der ikke sker noget? Han er bange for, at manden kommer efter ham og henter ham efter skole. Han spørger, om politiet ikke tror på ham, og om det er ham, der er noget galt med. Det er hårdt, fortæller Pernille Ottesen.

Sagsforløbet

Uge 28 2017: Ofret og den dømte mødes for første gang til en crosslejr i Grenaa.

16. marts 2018: Sagen opdages af drengens familie og anmeldes til Sydøstjyllands Politi.

10.april 2018: Drengens telefon er udlæst af Sydøstjyllands Politi.

13. juni 2018: Afhøring af ofret.

7. august 2018: Den tiltalte får en dom i en anden sag om blufærdighedskrænkelse.

4. oktober 2018: Afhøring af den tiltalte.

22. februar 2019: Tiltalefrafald til den tiltalte. Det vurderes, at hans dom afsagt i august 2018 ikke vil blive skærpet på trods af den nye sag.

20. juni 2019: Der sættes et endeligt punktum i sagen, da ofret bliver tildelt en erstatning på 8000 kroner.

 

Kilde: Østjyllands Politi og privat

Familien får tilknyttet en advokat, Ole Møller Jespersen, der er mindst lige så fortvivlet over sagsforløbet. Et han aldrig har set så langstrakt i sådan en sag før.

- Forløbet er uacceptabelt langsomt. Det er usædvanligt, at det tager så lang tid. Når man har med børn at gøre, skal sagen fremmes effektivt og med en rimelig hurtighed af hensyn til barnet og familien, sagde han tidligere til TV2 ØSTJYLLAND.

Ole Møller Jespersen har forståelse for familiens frustration over den langstrakte sagsbehandling og de manglende informationer fra politiet. 

Den langstrakte sagsbehandling i en på papiret simpel sag at gå til skyldes ifølge ham formentlig to ting: Dårlig koordinering mellem politikredse og lav prioritering.

- Man må konstatere, at her har man ikke prioriteret sagen tilstrækkeligt højt. Der er nogle indlysende hensyn, når vi har med børn at gøre, som man ikke har taget, siger advokaten.

Læs også Ingen stoppede Flemmings jagt på børn

Slap for yderligere straf

Han mener, at politiets ledelse må tage sine sagsgange op til revurdering, og samme mening er familien i Horsens af.

Punktummet i deres sag blev sat i marts sidste år. Et år efter anmeldelsen indløb.

Engang var Pernilles søns værelse plastret til med plakater af crosskørere. Efter sagen er interessen for sporten dog dalet drastisk, og kun enkelte plakater er tilbage. 

Den 23-årige fik et tiltalefrafald. Han betegnes som skyldig, men da han i samme periode har fået en dom for fysisk at krænke mindreårige, har politiets anklagemyndighed vurderet, at han ikke ville få en strengere straf med Pernilles søns sag oveni.

Manden er grundet sin mentale tilstand idømt en behandlingsdom, hvor han i op til tre år skal overvåges af Norddjurs Kommune og efterkomme kommunens bestemmelser om ophold og arbejde samt seksualvejledning.