AGF nedkæmper FCN og stopper stime af liganederlag
Efter tre nederlag i træk i 3F Superligaen kom AGF tilbage på sporet med en 1-0-sejr over FC Nordsjælland.
AGF hentede søndag en tiltrængt sejr på 1-0 over FC Nordsjælland, efter at aarhusianerne havde tabt de foregående tre ligakampe.
Det så ellers længe ud til, at det ville slutte uden scoringer, men med ti minutter igen blev Patrick Mortensen matchvinder med en straffesparkscoring.
De tre point betyder, at AGF rykker op på en foreløbig femteplads i Superligaen, hvor holdet nu har 23 point efter 15 kampe.
Nederlaget var FC Nordsjællands andet i træk i Superligaen, og det placerer FCN som nummer otte inden spillerundens resterende kampe.
Begge hold havde indledningsvis optræk til et par muligheder, men den afgørende aflevering manglede gang på gang kvalitet.
Første halvlegs bedste scoringstilbud fik AGF’s Patrick Mortensen efter 29 minutter, men angriberen headede forbi stolpen fra få meters afstand.
Generelt for første halvleg var det afslutningerne fra begge hold, der manglede præcision.
FCN’s Isaac Atanga fik to store muligheder efter hurtige omstillinger, mens AGF-profilen Mustapha Bundu i første halvlegs overtid ikke fik slutprodukt på en ellers fremragende dribletur.
Chancer lod vente på sig
Anden halvleg startede i et højt tempo, og de store chancer lod ikke vente længe på sig.
Først fik AGF’s Bror Blume en stor mulighed i det 55. minut, inden Casper Højer Nielsen to minutter senere bankede bolden på træværket.
Forløsningen for AGF kom med ti minutter igen, da kampens dommer vurderede, at Mustapha Bundu blev nedlagt akkurat inde i feltet.
Derfor sikrede Patrick Mortensen en snæver sejr til gæsterne, da han sendte bolden forbi FCN-keeper Nicolai Larsen fra straffesparkspletten.
FC Nordsjællands næste opgave i Superligaen er ude mod Hobro, mens AGF får besøg af Sønderjyske.
VIDEO: Højt oppe i en mast på AGF's træningsanlæg, Fredensvang, sidder der et kamera, som filmer samtlige af klubbens træninger: