Studerende raser: Måtte følge åbningen af ny skole på afstand
De studerende var, under åbningen af den nyopførte arkitektskole, placeret i et lokale, hvorfra de måtte følge festlighederne gennem en skærm.
Mandag den 4. oktober åbnede den nyopførte arkitektskole i Aarhus, der nu flytter de knap 700 studerende til nye rammer.
En begivenhed som både Kronprins Frederik og flere ministre deltog i med stor begejstring. Få dage efter, den 7. og 8. oktober, blev der afholdt en åbningsfestival, kaldet Opening Architecture Festival.
De eneste, der ikke var begejstrede, var de studerende.
For mens Kronprinsen åbnede skolen med et smæld fra en hammer, og flere kulturelle indslag fandt sted, var de studerende gemt væk i etagen ovenover, hvor de måtte følge med i begivenheden gennem livestreaming.
En af de studerende, der var afskærmet fra festlighederne, var Kåre Rømer Claësson.
- Det kan have sine gode grunde, som eksempelvis pladsmangel eller sikkerhedsforhold, men vi fik en følelse af at være tilsidesat, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Jeg vil mene, at åbningen burde handle mere om de mennesker, der går der, end om bygningen.
I et opslag på Facebook giver han udtryk for sine frustrationer over åbningen, hvor mange af de medstuderende, medgiver, at dagene var utilfredsstillende.
Læs også:
Arkitektskolen i Aarhus har før været under kritik, da en undersøgelse viste, at 41 procent af de studerende oplevede stærke stresssymptomer i forbindelse med studiet.
Kåre Rømer mener, at problemet med arkitektskolen er, at ledelsen og administrationen gør for meget for, at skolen skal fremstå fin og fornem, men skjuler, at virkeligheden er en anden.
Nu var det jo åbningen af en nyopført skole. Er det så ikke i orden, at I ikke var fysisk til stede?
- Jo, det er fint nok med en festdag, hvor man fejrer, at skolen er rykket i nye lokaler. Men man sidder med følelsen af, at det er en fest for den etablerede verden og ikke for de studerende. fortæller Kåre Rømer Claësson til TV2 ØSTJYLLAND.
Rektor af arkitektskolen, Torben Nielsen, ønsker ikke et interview, men skriver følgende til TV2 ØSTJYLLAND:
"Vores intention var at skabe en inspirerende fagfestival, som kunne skabe nye forbindelser mellem skolen, verden og byen - og som kunne sætte arkitekturen til debat gennem to dage med skarpe oplæg.
Meget er lykkedes, men de studerendes kritik viser, at vi ikke er nået i mål med ambitionerne."
Flere af de studerende er nu gået sammen om at skrive et åbent brev til skolens ledelse om håndteringen af skolens åbning.