Skægget mand ville lokke børn til sin bil med bamser
Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med en skægget mand, der flere gange torsdag forsøgte at lokke børn hen til sin bil fyldt med bamser.
- Kom!
Sådan har flere børn i Hasle og Åbyhøj torsdag hørt en skægget mand sige til dem, mens de gik eller legede på fortovet.
Manden ville tilsyneladende have børnene hen til sin bil, hvor han havde bagsædet fuld af enhjørningebamser.
Første episode skete ifølge Østjyllands Politi på Bispehavevej i Hasle kl. 13.40, da to 8-årige piger var på vej hjem fra skole. Den skæggede mand var kørt op på siden af pigerne, havde stoppet bilen og var steget ud.
Pigerne blev imidlertid skræmt og skyndte sig hjem, hvorefter den ene piges mor meldte episoden til politiet.
- Manden har gjort flere utrygge og derfor tager vi naturligvis en anmeldelse som denne her alvorligt, siger Anne Tiedemann, der er kommunikationsmedarbejder i Østjyllands Politi.
Legende børn
Omkring kl. 19 modtog politiet endnu en anmeldelse om en mand, der passede på beskrivelsen. Denne gang var mandens bil standset på Vibyvej i Åbyhøj, hvor nogle børn legede på vejen.
Børnenes mor var i haven og da børnene kom og fortalte, at en fremmed mand havde bedt dem om at komme, gik hun ud på vejen.
Læs også:
Her så hun den skæggede mand, som åbnede bagdøren til sin bil og afslørede enhjørningebamserne. Ifølge kvinden havde han sagt et eller andet om bamserne.
Moderen fortalte manden, at det skulle de ikke have noget af og gik med børnene om i haven.
Politiet vil gerne i kontakt med manden eller andre som har oplysninger i sagen. De kan kontaktes på tlf. nr. 114
Umiddelbart vurderer politiet ikke, at manden har gjort noget ulovligt.
- Vi vil gerne i kontakt med ham, for at høre, hvad hans ærrinde har været, fordi han har gjort nogen utrygge. Det er bare for at få hans forklaring, forklarer kommunikationsmedarbejder i Østjyllands Politi Anne Tiedemann.
Manden beskrives som:
175 cm høj
Mørk i huden
Havde et stort hvidt skæg
Almindelig af bygning
Iført rød, sort og hvid trøje
Kørende i en grøn, ældre stationcar