Festival vil præsentere den næste store danske musikstjerne
Torsdag aften blev Newbees festival skudt i gang i Aarhus. Musikfestivalen er skabt af studerende og har udelukkende nye og ukendte bands på plakaten.
Gennem årene har store danske musiknavne som The Minds of 99, Chinah, Karl William, Ulige Numre og Wafande spillet på scenen til Newbees festival, før de fik deres gennembrud.
Den 26. og 27. september står en række nye og endnu ukendte bands klar på samme scene i håbet om, at også de vil slå igennem med deres musik.
En af dem, der har fået sit navn på festivalsplakaten er Ida Kudo fra København. Hun har arbejdet på sit gennembrud de sidste fire år og nyder muligheden for at kunne spille sin musik live på scenen til festivalen:
- Min yndlingsting er at spille live, fordi det er helt fantastisk og magisk, og man har en energiudladning i nuet. Så det betyder kæmpe meget, lyder det fra Ida Kudo.
Sociale medier er afgørende
Newbees festivalen er skabt af studerende og afholdes i år for 12. år i træk i Studenterhus Aarhus med det formål at præsentere ti af de kunstnere, der står lige på kanten til at blive den næste store ting på de danske musikscener.
Men at producere musik og udkomme og optræde med den er langt fra nok længere. Det står helt klar for musikeren, Johannes Bruun ”Klipo” fra Aarhus, der tidligt i sin karriere har lært, at synlighed på de sociale medier er altafgørende, hvis du som kunstner vil ud med din musik:
- Jeg bruger rigtig meget sociale medier til at komme ud med min musik. Særligt Instagram. Det er et medie, hvor man kommer rigtig tæt kunstnerens hverdag. Det er ofte ikke så store ting, jeg lægger ud, men bare små klip fra min hverdag. Det synes jeg, er rart at vide, at folk kommer tættere på det man laver, end bare sådan en distanceret social medie-profil. Det her er mere personligt, siger den unge kunstner.
Musikere må omstille sig
Dengang musikeren Poul Krebs arbejdede for sit gennembrud, var der ikke noget, der hed sociale medier. Her bestod arbejdet med at få sin musik ud i at arbejde sig op fra bunden på de små scener rundt i landet:
- Jeg startede jo med at spille de mindste steder langt ude. Og så gik der mange år før, jeg kom til at spille min første koncert i København og Aarhus. Så jeg startede der, hvor der var nogen, der ville have mig, og så arbejdede jeg mig ind på de større steder, fortæller han.
På den måde er det en helt anden måde, de unge kunstnere skal gøre opmærksomme på sig selv i dag:
- Synliggørelsen er jo så diametral modsat, end den var dengang. Men det, der kendetegner os musikere, er, at vi omstiller os bare. Så bliver der solgt LP’er, så bliver der ikke solgt LP’er, så bliver der solgt CD’er og så bliver der ikke solgt CD’er – og nu er det så streaming. Ligeså stille så omstiller musikerne sig efter de vilkår, der er at arbejde under, siger Poul Krebs.
Live er aldrig ligegyldigt
Gunnar Madsen, der er leder for Dansk Rock Samråd, har været i musikbranchen og hjulpet upcoming bands de sidste 40 år.
For ham at se kan aktiviteten på de sociale medier langt fra gøre det ud for det arbejde, der er i at blive synlig som kunstner. Det er forsat vigtigt at komme ud at spille live. Også fordi det er med til at udvikle musikerne som kunstnere.
Når han ser på de artister, der pryder scenen til Newbees festival, ser han både muligheder og udfordringer for dem i den digitale verden, de skal være en del af for at komme frem, når de ikke står på scenen.
- De skal lave noget god musik, og de skal have viljen og evnen til at få den ud over scenekanten. Mindre kan ikke gøre det. Udfordringen ligger i den digitale verden. De skal være meget hurtige. Konkurrencen er blevet meget større. Alle kan komme ud med deres materiale, og lægge det ud på ingen tid, siger han.
Til gengæld har de sociale medier den styrke, at kunstnerne kan være langt mere uafhængige af pladeselskaberne end før:
- Der er ikke i samme omfang de samme gatekeepere i form af pladeselskaber, der skal sørge for, at du bider dig fast. Så du er uafhængig meget længere i din karriere. Men du kan ikke sige, at mulighederne er blevet mindre af den grund. Det er bare blevet mere konkurrencepræget, siger Gunnar Madsen.
Musikken på Newbees Festival er ikke bestemt af genre. Festivalen har således præsenteret alt lige fra folk, over elektronisk musik til hård rock. Også i år spænder programmet bredt fra blandt andet electro-pop til indadvendt shoegaze. Du kan se det fulde program her.