Cykeltunnel står igen under vand – må holde lukket i flere dage
Nu er der igen problemer med flittigt benyttet cykeltunnel i Aarhus, som er oversvømmet. Den forventes lukket indtil fredag.
Cykeltunnellen under Bernhard Jensens Boulevard på Nørreport i Aarhus må efterhånden give dybe panderynker hos kommunens folk. For nu er den igen oversvømmet.
Denne gang er i den sydlige ende af tunnelen, at der trænger vand ind.
- Vi har fået styr på den nordlige ende af cykeltunnelen under Nørreport-krydset, men nu er der desværre begyndt at trænge vand ind i den sydlige ende, skriver Aarhus Kommune på Facebook.
Fik løst de tidligere problemer
I september sidste år var tunnelen spærret i 14 dage, fordi der gennem en længere periode havde ligget en cm vand i den.
- Forklaringen er utætheder i samlingen mellem tunnelen og cykelrampen. Vi har vurderet, at den mængde vand, der har ligget, ikke har været farligt for cyklisterne, sagde projektleder i Teknik og Miljø hos Aarhus Kommune, Gitte Frøkjær, dengang til TV2 ØSTJYLLAND.
Vandet kommer fra den nærliggende kanal. Men da de rette eksperter kom på opgaven sidste år, lykkes det at stoppe oversvømmelserne.
Indtil nu.
Kritik af omvej
I den mellemliggende periode, hvor tunnelen ikke kan benyttes, bliver cyklister sendt ud på en lille omvej. En løsning der dog er blevet mødt med kritik.
For cyklisterne kommer ud på en sti tæt på kanalen, hvor belysningen kunne være bedre.
- Vi får hurtigst muligt kigget på belysningen. Når tunnelen er spærret, er den omkørsel, der er valgt, den eneste mulighed, siger driftschef hos Teknik og Miljø, Kim Gulvad Svendsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Da tunnelen var lukket sidste år, blev samme omkørsel taget i brug – angiveligt uden problemer ifølge driftschefen.
- Men vi skal selvfølgelig sørge for, at der er ordentligt lys på den, siger Kim Gulvad Svendsen.