Aarhus fejrer Dronningens 80-års fødselsdag

Til sommer gæster Dronningen Aarhus i to dage som en del af sit sommertogt med Kongeskibet Dannebrog. Her vil byen fejre hendes 80-års fødselsdag.

Den 5. og 6. juni kommer Hendes Majestæt Dronningen til Aarhus. Foto: Aarhus Kommune

Den 16. april skal der 80 lys på dronning Margrethes fødselsdagslagkage. Hun fylder nemlig 80 år, og det vil man i Aarhus være med til at fejre. 

Derfor står Aarhus klar med en stor, folkelig fejring, når Dronningen som del af sit sommertogt i dagene 5. og 6. juni gæster byen. 

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) er vært og ser frem til nogle festlige dage i juni: 

- I Aarhus har vi meget ofte glæde af Hendes Majestæt Dronningens tilstedeværelse, men det er første gang, hun ankommer til Aarhus som del af et officielt sommertogt med Kongeskibet Dannebrog. Det giver os en kærkommen mulighed for at holde en stor fejring af hendes 80-års fødselsdag - og samtidig præsentere hende for forskellige sider af byens mangfoldige liv, siger han. 

Læs også Dronningens 80-års fødselsdag markeres med nye frimærker

Anløb ved Havnepladsen 

Sommerbesøget indledes grundlovsdag klokken 10 med anløb af Kongeskibet Dannebrog ved Havnepladsen i Aarhus Midtby. 

Herefter vil hun blive taget imod af borgmester Jacob Bundsgaard og resten af byen, hvorefter hun i karet vil blive eskorteret gennem byen af gardehusarer, indtil man når Rådhuset, hvor Dronningen og hendes følge kan se frem til officiel modtagelse og hyldest på balkonen. 

Aarhus og Dronningen er tæt forbundet, og det er altid noget særligt, når kongefamilien fejrer mærkedage i smilets by.

Rabih Azad-Ahmad (R), rådmand, Kultur og Borgerservice, Aarhus Kommune

Om eftermiddagen vil den folkelige fejring fortsætte i Mindeparken, hvor Dronningen vil være midtpunkt for en række aktiviteter, hvor alle byens borgere har mulighed for at være med.  

Læs også VIDEO: Dronningen ankommer til sin østjyske ferie

- Jeg glæder mig til at fejre Dronningen sammen med hele byen. Det bliver både festligt og folkeligt. Aarhus og Dronningen er tæt forbundet, og det er altid noget særligt når kongefamilien fejrer mærkedage i smilets by, siger Rabith Azad-Ahmad (R), der er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.

Velkendte og nye sider af Aarhus 

Dagen efter fortsætter besøget, så Dronningen vil opleve både velkendte og nye sider af byen og dens mange bydele, inden der bliver afsejling fra Aarhus Havn om aftenen. 

Det endelige program for Dronningens sommertogt ventes offentliggjort i maj. 

09:11

Sidste år ankom Dronningen også med Kongeskibet Dannebrog til Aarhus, for at holde sommerferie på Marselisborg. Se hendes ankomst her.

Luk video