18-årig bilist brager ind i parcelhus i stjålet bil
Ingen personer er kommet alvorligt til skade, da en ung mand natten til fredag kørte direkte ind i et hus i Risskov.
En 18-årig mandlig bilist er natten til fredag kørt direkte ind i et parcelhus i Risskov. Manden er ikke kommet alvorligt til skade, men han er tidligt fredag morgen på hospitalet for at blive tilset.
Manden kom ifølge Østjyllands Politi ved 1-tiden kørende på Nordlandsvej i for høj hastighed, da han mistede herredømmet over bilen i et sving, fortsatte ind på Sveavej og kørte direkte ind i et hus.
- Der er sket forholdsvis store skader på både hus og bil, men føreren er ikke kommet alvorligt til skade, siger vagtchef Per Bennekov fra Østjyllands Politi.
Han fortæller, at der ikke var nogen hjemme i huset, da bilen ved 1-tiden bragede ind i det.
Bilen er ifølge politiet stjålet ved et privat arrangement, og den unge mand var formentlig påvirket af alkohol og stoffer, fortæller vagtchefen.