Så er det efterår: Det bliver både køligere, mere blæsende og regnfuldt
De næste mange dage falder temperaturen, og i næste uge bliver det meget blæsende.
Der bliver brug for varmt tøj, som både kan tåle blæst og regn i den kommende tid. Det er egentlig ikke så mærkeligt - kalenderens første efterårsmåned går på hæld, og i forgårs var det efterårsjævndøgn.
Sidste weekend bød på sensommervejr. De første dage i denne uge har solen gemt sig noget mere, men det er endnu forholdsvist lunt. Torsdag kan temperaturen nå 18 grader, og selvom dagen byder på mange skyer, holder det stort set tørt i de lyse timer. Torsdag aften og natten til fredag vil en front fra vest give regn til hele landet.
Herefter skifter vejret gear.
Fredag, lørdag og søndag vil det regne i perioder, og navnlig søndag aften kan blive meget regnfuld. Det er lavtrykket vest for de britiske øer, som er årsag til regn og byger fra torsdag aften og frem til på søndag. Herefter vil et nyt lavtryk diktere vejret i Skandinavien. Det er det lavtryk, man kan se på nedenstående vejrkort lige nord for den tidligere tropiske orkan Jerry.
Dette lavtryk vokser populært sagt sammen med Jerry og bevæger sig op i vestenvindsbæltet og videre mod Europa. Lavtrykket ser ud til at passere Danmark på mandag. Prognoserne for den præcise bane, placering og styrke er usikker.
Vejrudsigten frem til og med lørdag er ret sikker, men det er usikkert, hvor regnfuldt og blæsende det bliver fra søndag aften. Hvis lavtrykkets bane løber igennem det nordlige Danmark eller lige nord om landet, kan det resultere i stormvejr.
Ud fra en samling af flere prognoser er risikoen for storm over Danmark estimeret til ni procent.
I den nye uge vil flere kraftige lavtryk fra Atlanterhavet ankomme til Europa. I skrivende stund vurderes risikoen for storm derfor de følgende dage at være nogenlunde på samme niveau.
Lorenzo kan give orkanvinde til Azorerne
Azorerne er normalt et sted, vi forbinder med roligt vejr, men det kan måske blive det mest blæsende sted i hele Europa i næste uge. Den tropiske orkan Lorenzo, som også ses på ovenstående vejrkort, vil styrkes og efterhånden dreje mod nord.
Senere bevæger Lorenzo sig mod vest og nærmer sig Azorerne. Nogle af de seneste prognoser forventer, at Lorenzo vil være en kategori 3-orkan om en uges tid. Det er dog endnu meget usikkert.