Romantisk weekend: Ét spørgsmål ændrede stemningen

Advarsel: Artiklen afslører handlingen i niende afsnit af 'Landmand søger kærlighed'.

Udgivet Opdateret

Advarsel: Artiklen afslører handlingen i niende afsnit af 'Landmand søger kærlighed'

Allerede tidligt i forløbet kunne Christina Lykke Pedersen mærke, at Niels Erik Wegger var lidt ekstra vild med hende.

De nussede, når kameraerne ikke kørte, og i smug gav han hende sit nummer, så de kunne fortsætte samtalen på sms.

Når de andre piger genfortalte, hvordan deres alenetid med landmanden havde været, kunne Christina høre, at hendes egen havde været noget særligt.

Det kom derfor ikke som en overraskelse for den 34-årige bogholder, at det var hende, landmanden valgte at invitere med på romantisk weekend.

Men det viste sig, at der var noget, de ikke havde fået snakket om.

Ville gerne være flyttet

Og i tirsdagens afsnit af ’Landmand søger kærlighed’ kunne Niels Erik Wegger fortælle, at parret havde aflyst den traditionelle weekendtur.

- Der var nogle punkter, hvor vores veje ikke krydsede hinanden, siger den 43-årige landmand i programmet.

Niels Erik Wegger har tidligere fortalt til TV 2, at han har som ufravigeligt krav, at en kommende kæreste vil flytte til Randers, hvor han har sin slægtsgård.

Christina Lykke Pedersen bor i Hammel, en god halv times køretur fra Randers, hvor hendes tiårige søn, Alexander, går i skole.

Og hun var derfor ikke interesseret i at flytte, fortæller Niels Erik Wegger i seneste afsnit af ’Landmand søger kærlighed’, da Lene Beier kommer forbi for at tage temperaturen på forholdet.

Men til TV 2 fortæller Christina Lykke Pedersen, at hun opstillede nogle scenarier for Niels Erik Wegger – blandt andet et, hvor hun og Alexander faktisk ville flytte til Randers, mens Alexander fortsætter med at gå i skole og have sin hverdag i Hammel.

Hun ville alligevel køre gennem byen hver morgen, når hun skulle fra Randers til Ry, hvor hun arbejder, fortæller hun.

- Men det var ikke det, Niels Erik havde forestillet sig. Jeg tror, han følte, at vores liv så stadig ville være i Hammel, og han havde gerne set, det var oppe ved ham, siger Christina.

Og det medgiver Niels Erik.

- Jamen, det kommer jo ikke til at fungere. I min verden fungerer det ikke at pendle frem og tilbage i så lang tid, siger han.

Håbede på mere 'ja-hat'

Niels Erik var desuden bekymret for, om Alexander ville falde til i Bjergby, langt væk fra vennerne.

- Der lå også et pres på mine skuldre. Jeg ville føle et ansvar for at hjælpe med at opbygge en vennebase heroppe, siger han.

Hvordan skulle man så løse det? Hvad var dit drømmescenarie, da du valgte Christina til sidst?

- Det kan jeg ikke lige svare på. Man kan bare ikke tilgodese alle i sådan en situation. Det er jo ikke fordi, jeg bliver lykkelig af at gøre andre ulykkelige, men der er bare en uligevægt i et forhold, når den ene har et barn.

Christina havde skrevet i sit brev, at hun havde et barn, så det kom ikke som nogen overraskelse.

Christina skrev i sit brev, at hun havde en søn. Skulle du allerede dengang have ladet være med at tage hende med på speeddate?

- Hvad man kunne have gjort, kan man ikke rigtig bruge til noget nu, siger Niels Erik.

- Jeg håbede måske på, at hun havde mere ja-hat på og var mere villig til at tale om nogle alternativer til at pendle frem og tilbage. Jeg har selv været i et forhold, hvor jeg pendlede, så jeg ved, at man bliver træt af det på et tidspunkt.

Fandt kærligheden hos naboen

Både Niels Erik Wegger og Christina Lykke Pedersen er ærgerlige over, at logistikken endte med at spænde ben for et ellers godt forhold.

- Jeg var da forelsket i ham. Man tilbyder jo ikke at flytte, hvis man ikke er forelsket. Men forelskelsen forsvandt lige så hurtigt, den var kommet, siger Christina.

Efter bruddet med landmanden brugte hun et par måneder på at slikke sine sår. Og som det så ofte sker, fandt hun kærligheden, da hun mindst ventede den.

Og det viste sig, at den boede 500 meter længere nede ad vejen, hvor hendes veninde netop var flyttet ind i et nybyggerkvarter.

Ingen af de nye beboere kendte hinanden, så de to kvinder tog sagen i egen hånd og bankede på hos alle naboerne for at invitere dem på et glas vin.

- Og så var han der lige pludselig, smiler Christina om sin nye kæreste Mark, der er 35 år og salgskonsulent.

- Vi vidste med det samme, at der var noget mellem os, og så skrev vi sammen dagen efter og besluttede at tage på date.

Christina med sin søn og nye kæreste, Mark.

Parret har været sammen i et par måneder, men har ikke travlt med at flytte sammen. De bor jo så tæt på hinanden, som Christina påpeger.

- Det er bare nemt og godt. Vores børn kan lide hinanden, og hans piger kan heldigvis også lide mig. Så jeg svæver bare på en lyserød sky, siger hun.

Hemmelighedsfuld om ny kæreste

Også Niels Erik Wegger har fundet kærligheden. Efter at have medvirket i ’Landmand søger kærlighed’ har han modtaget ikke så få beskeder fra kvinder, der syntes, han virkede sød i programmet.

Han har kun svaret på en lille håndfuld – mere skulle der heldigvis heller ikke til, før det perfekte match dukkede op.

Niels Erik Wegger er foreløbigt tilbageholdende med at fortælle om sin nye kæreste. Men han kan afsløre, at hun bor i lokalområdet, og at hun går lige så meget op i crossfit, som han selv gør.

- Så jeg er ærgerlig over, at Christinas og mit forhold sluttede på den måde, som det gjorde, men det hele endte jo godt alligevel, smiler han.

Se 'Landmand søger kærlighed' tirsdag på TV 2 og på TV 2 Play.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her