Organisationer advarer om vaccinekonflikter blandt børn
Hos Børnetelefonen får de spørgsmål fra børn, der føler sig udskammet eller mobbet, fordi de ikke har fået vaccinen mod covid-19.
Det er ikke kun blandt de voksne, at spørgsmålet om coronavaccinen splitter.
Konflikterne om vaccinen er nu også rykket ind i skolegården blandt børn.
På Børnetelefonen oplever de, at flere børn kontakter dem med spørgsmål, der knytter sig til vaccinen. Blandt andet børn, der bliver mobbet, fordi de ikke har fået stikket.
- Børnene lytter til, hvad der bliver sagt bag spisebordet eller de signaler, som vores politikere kommer med, og tager det med, så det bliver til mobning, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Sammen med en række andre organisationer advarer de nu mod, at der kan opstå en polarisering mellem børn, der er vaccinerede, og børn, der ikke er.
Forældrene har et ansvar
Spørgsmålet om vaccination blandt børn er for alvor blevet aktuelt, efter at vaccinationen mod covid-19 til børn mellem fem og 11 år begyndte i denne uge.
I Børnetelefonens rådgivning har de blandt andet fået en henvendelse fra en 11-årig pige, der skal på lejrskole. Hun vil ikke vaccineres og oplever, at hendes klassekammerater kommenterer det. Så nu er hun nervøs for, at hun ikke må komme med. De har ligeledes hørt fra en dreng, der bliver drillet i skolegården, fordi han er i tvivl, om han skal tage vaccinen.
- Børn bærer de voksnes konflikter om vaccination med sig, siger Rasmus Kjeldahl.
Her er nogle eksempler på konflikter mellem børn
Pige, 16 år: Pigen går i en klasse som skal på lejrskole. Hun vil ikke vaccineres og oplever, at kammeraterne moraliserer kraftigt over det. Pigen er bange for, hun ikke får lov til at tage med på rejsen.
Dreng, 15 år: Er i tvivl om hvorvidt han skal tage vaccinen eller ej. Alle klassekammerater og hans forældre presser ham, men han har en følelse af, at han ikke skal.
Pige, 11 år: Bliver mobbet fordi hun ikke ville lade sig hverken teste og vaccinere.
Rasmus Kjeldahl er ikke i tvivl. Ansvaret ligger hos de voksne, og han opfordrer til, at de er opmærksomme på at tale med deres børn om, at det er okay at have forskellige holdninger.
- Ligesom det er frivilligt for de voksne, om de vil vaccineres, så er det det jo også for børn. Vi skal ikke sætte hinanden og hinandens børn i den situation, at de bliver udskammet, fordi de træffer et valg, mener Rasmus Kjeldahl.
Kan få konsekvenser for børnene
En lignende melding kommer fra Marie Tolstrup, der er børne- og ungdomspsykolog og medlem af dansk psykologforenings corona-ekspertpanel.
Hun oplever, at den polariserede debat på de sociale medier, og hvordan der tales om spørgsmålet i hjemmet og i klasseværelset, ofte smitter af på børnene.
I en ny megafon-måling svarer knap hver sjette dansker, 16 procent, at de har oplevet konflikter mellem vaccinerede og ikkevaccinerede i deres omgangskreds.
Derfor er det vigtigt, at de voksne kommer på banen og forholder sig til de konflikter, der kan opstå. Ikke mindst forældrene derhjemme, men også lærere og pædagoger, som er gode til at gå ind og håndtere konflikter mellem børnene, lyder det.
- Hvis vi kan opføre os ordentligt og have en ordentlig retorik omkring det, så bliver det nemmere for børnene og de unge at læne sig op ad, hvordan de kan tale om det, vurderer Marie Tolstrup.
Begge peger på, at det kan få store sociale konsekvenser for børnene, hvis udskamningen tages med ind i klasseværelset eller i skolegården.
Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår forklarer, at mange børn stadig i dag slås med en ensomhedsfølelse efter coronanedlukningen, og at der kan være børn, der stadig ikke føler sig som en del af fællesskabet.
- Hvis det samtidig er nogle af dem, der af den ene eller anden grund har valgt ikke at lade sig vaccinere, så må vi regne med, at der er flere, der forbliver i den ensomhed, siger han.
Må løses på anden vis
Selvom der overordnet er en god tilslutning til coronavaccinen i befolkningen, så ser det lidt anderledes ud, når det gælder vaccination af børn. En undersøgelse fra HOPE-projektet har vist, at en del forældre er splittede omkring, hvorvidt deres børn skal vaccineres.
Ser man på de yngste børn mellem 6 og 9 år, er det 56 procent af forældrene, der er villige til at lade børnene få stikket, mens det for de ældste mellem 13 og 15 år er 89 procent.
Hvis det skaber bekymring blandt de øvrige elever eller lærere, at nogen ikke vil testes eller vaccineres, må man løse det konkret på skolen, mener Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår.
- Så må man tage nogle andre forholdsregler om test og afstandskrav. Men det behøver ikke medføre, at børn bliver holdt uden for sociale fællesskaber, siger han.
Vaccinen er kun en anbefaling. Men Sundhedsstyrelsen har flere gange opfordret til, at forældrene får deres børn vaccineret, fordi smitten blandt børn er høj, og de derfor kan risikere at bringe smitten videre i samfundet.
De seneste syv dage er der registreret flere end 8000 smittede børn mellem 5 og 15 år.