Operationer vil blive aflyst på grund af coronasmittede

Sundhedsministeren fortalte, at der vil blive sat et maksimum på, hvor meget håndkøbsmedicin, man kan købe.

Fredag blev der vedtaget en række politiske tiltag for at inddæmme smitten. Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Hvis ikke det er en fødsel, en akut operation eller en hjerteoperation, bliver den udskudt, hvis det er muligt.

Sådan lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og formand for Danske Regioner Stephanie Lose på et pressemøde fredag eftermiddag.

Læs også COVID-19 LIVE: Genbrugspladserne åbner igen

- Vi kommer ikke til at udskyde operationer, der er livsnødvendige. Det er de operationer, der kan skubbes til efter denne her situation, som vi vil udskyde, siger Stephanie Lose.

Myndighederne kan ikke sige hvor mange, der kan få udsat deres operation.

- Det er en vurdering fra sygehusenhed til sygehusenhed, siger Stephanie Lose

Aflysninger allerede fra mandag

Både sundhedsministeren og Stephanie Lose understreger, at det ikke er en aflysning, men en udskydelse af operationerne.

Udskydelserne vil ske allerede fra næste uge.

Det er ikke nogen nem beslutning. Men det er helt, helt nødvendigt

Magnus Heunicke (S), sundhedsminister

Informationen fra sundhedsministeren kommer, dagen efter Folketinget vedtog en hastelovgivning, der giver regeringen hidtil usete beføjelser.

Her blev det blandt andet besluttet, at danskere kan tvinges i isolation, at det kan pålægges, at ingen må besøge plejehjem og sygehuse, og at regeringen får mulighed for at indføre påbud mod forsamlinger.

Desuden fik sundheds- og ældreministeren mulighed for at indføre bestemmelser, der gør, at almene patientrettigheder som blandt andet udredningspligt, behandlingsgaranti og frit sygehusvalg kan tilsidesættes.

Læs også Hotel har mistet millioner på en uge – nu sendes ansatte hjem uden løn

Og det er netop det, der bliver gjort nu, siger ministeren.

- Fra tirsdag formiddag vil man suspendere rettighederne for at få behandling inden 30 dage, da der vil komme en stor mængde, der har brug for intensiv behandling.

- Det er ikke nogen nem beslutning. Vi er glade for vores sundhedsrettigheder. Men det er helt, helt nødvendigt, siger Magnus Heunicke.

Sundhedsministeren fortæller ved samme pressemøde, at der fra dags dato sættes et maksimum på ét stykke håndkøbsmedicin på alle apoteker for at undgå hamstring.

Frygter danske dødsfald

Fredag eftermiddag oplyser Sundhedsstyrelsen, at 801 personer i Danmark har fået konstateret covid-19, mens 3998 er blevet testet for det. 23 er indlagt. Heraf er fire personer indlagt på intensiv.

Antallet af smittede kan dog være højere, da myndighederne 12. marts ændrede strategi og ikke længere tager prøver på alle potentielt smittede, men kun på dem, der udviser alvorlige symptomer. Myndighederne gik altså fra en inddæmningsstrategi til en afbødningsstrategi.

I Danmark er ingen officielt døde som følge af covid-19. Men det vil også være svært at undgå, lyder det fra Sundhedsstyrelsen:

- Vi er de eneste, der ikke har nogen dødsfald, men det er jeg bange for vi får. Det er en alvorlig sygdom, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få patienterne til at overleve, men vi kan nok ikke redde alle, direktør Søren Brostrøm.

Læs også Nyeste corona-tal fra Danmark: Så mange er smittede i Østjylland

Udbruddet af coronavirussen SARS-COV-2 begyndte på et marked med dyr i den kinesiske by Wuhan, hvor der bor 11 millioner indbyggere. Første smitte blev noteret 31. december 2019.

11. marts erklærede WHO udbruddet af SARS COV-2 og covid-19 for en pandemi, hvilket bruges, når en smitsom sygdom udbredes over en hel verdensdel eller flere verdensdele.

WHO meddeler fredag eftermiddag, at 5000 mennesker på verdensplan har mistet livet som følge af covid-19.