Jette er fortørnet over forklaring: - De vil beskatte et luftkastel

Grund på Djursland er steget med over 31 millioner kroner som følge af de nye ejendomsvurderinger. Urimeligt, mener ejeren.

Udgivet Opdateret

Jette Brams bor i naturskønne omgivelser midt på Jyllands næse.

Til den ene side ligger et stort golfresort, og kigger hun den anden vej, kan hun næsten skimte Djurs Sommerland.

Alligevel har de seneste dage været lidt af et helvede for Jette Brams og hendes mand, Per.

- Det er forfærdeligt. Jeg synes ikke, det er en måde at behandle folk på. De vil beskatte et luftkastel, siger Jette Brams til TV2 Østjylland.

Udtalelsen kommer, efter Vurderingsstyrelsen har gennemgået hendes sag. 

Jette Brams troede først, at hun havde tastet forkert, da hun i sidste uge så, at grundværdien på hendes fire hektar udenfor Nimtofte er steget fra 660.000 kroner til en foreløbig vurdering på over 32 millioner kroner. Ægteparret købte ejendommen i 2021 for 2.698.000 kroner og flyttede ind i april året efter.

Hidtil har årsagen til den høje vurdering været lidt af et mysterium, men nu kaster et nyt dokument fra Skatteministeriet lys over sagen, og den er den forklaring, Jette Brams nu reagerer på.

Ifølge Vurderingsstyrelsen kan der bygges cirka 18.000 kvadratmeter sommer- og fritidshuse på ægteparrets grund, og derfor er værdien på 32 millioner.

Fra 22.400 til 364.000 om året

Indtil i sidste uge blev den 4 hektar store grund på Djursland anslået af skattemyndighederne til at være små 661.000 kroner værd.

Det betyder, at parret i 2023 skal betale 22.400 kroner i grundskyld.

Men med den nye vurdering stiger grundskylden ifølge Vurderingsstyrelsens egen beregner til op mod 364.000 kroner om året. I første omgang er det penge, som parret ikke skal betale, så længe de bliver boende i huset, men Jette Brams kalder det alligevel overfor TV 2 ”helt urimeligt”:

- Vi kan hverken sælge huset eller forære det væk, for ingen har jo råd til at tage imod det. Vi bliver beskattet af, at nogle måske en dag får lyst til at bygge på vores jord, siger Jette Brams, der vil kunne klage over vurderingen.

Boligskatter - kort fortalt

  • Boligskatterne består kort fortalt af to dele: En ejendomsværdiskat og en grundskyld.

  • Grundskylden betaler du til kommunen, og den eksakte sats er forskellig fra kommune til kommune. Her tages der kun udgangspunkt i værdien af ens grund.

  • Ejendomsværdiskatten gælder for alle og bliver i 2024 sænket til 0,51 procent af ejendommens værdi.

  • Som følge af det nye ejendomsbeskatningssystem, starter skattemyndighederne med at fjerne 20 procent, når de skal beregne ens skattegrundlag.

  • Det vil sige, at hvis din grund egentlig vurderes til at være ti millioner værd, beskattes den kun, som om dens værdi var otte millioner kroner.

  • Hvis du vil læse mere om boligskatterne, kan du læse med lige her.

  • Du kan også bruge Vurderingsstyrelsens beregner lige her.

Men der er ikke nødvendigvis tale om nogen fejl, lyder det nu fra Vurderingsstyrelsen.

I forbindelse med at skatteminister Jeppe Bruus (S) tirsdag mødtes med de partier, der står bag aftalen om det nye ejendomsskattesystem, havde Skatteministeriet frembragt otte eksempler på tilsyneladende skæve vurderinger.

I nogle af tilfældene er der ifølge ministeriet ikke tale om fejl, men i andre er det mere usikkert.

Vi er grædefærdige og sover knap nok om natten
Jette Brams

Vurderingen af Jette Brams’ ejendom falder i den sidste kategori, fordi Vurderingsstyrelsens it-system har antaget, at der kan bygges fritidsboliger med et samlet etageareal på cirka 18.000 kvadratmeter på grunden. Det svarer til 180 sommerhuse af hver 100 kvadratmeter.

En sag som hendes skal manuelt gennemgås inden den endelige ejendomsvurdering i 2025, fremgår det af dokumenterne, og derfor kan der blive rettet i beskatningen.

Men det kan også være, at alt forbliver, som det er nu.

- I den forbindelse skal der tages stilling til, hvorvidt den maskinelt udarbejdede grundværdi korrekt afspejler værdien af grundens anvendelses- og udnyttelsesmulighed. Dette vil give anledning til, at Vurderingsstyrelsen vil vurdere, om der er grundlag for ændring af den foreløbige vurdering, skriver Skatteministeriet i sine papirer til Folketinget.

Tidsplan slået helt ud

Siden Jette Brams i sidste uge blev klar over, at hendes grund nu vurderes til at være mere end 32 millioner kroner værd, har hun forsøgt at komme igennem til Vurderingsstyrelsen og skatteministeren.

Om fire år går hendes mand på pension, og parret havde en køreplan indtil da: De ville købe en ny bil, have styr på det sidste i hjemmet og så omlægge lånet. Men nu tvivler Jette Brams på, at det er muligt.

- Hvis vi vil låne til noget, skal vi aflevere vores årsopgørelse. Der kommer til at stå, at vi ejer en ejendom til 32 millioner. Tror du, at en bankmand ved sine fulde fem vil låne os penge så? De ved jo godt, at vores hjem ikke kan sælges med den her vurdering, siger Jette Brams og fortsætter:

- Vi har fire år til at nå det, vi gerne ville, men nu får vi så smidt sådan et slag her i ansigtet. Vi er grædefærdige og sover knap nok om natten. Det her er vores drøm, og nu er den blevet pillet fuldstændig fra hinanden.

Grunden er 32 millioner værd, men huset og grunden er kun 845.000 kroner værd, mener Vurderingsstyrelsens it-system.

Beskattet af potentialet

Årsagen til den meget høje ejendomsvurdering skal findes i en lille detalje dybt i loven om ejendomsvurderinger.

Her står, at grundskylden skal beregnes ud fra, hvad grunden kan være værd, hvis den bliver ”udnyttet bedst muligt i økonomisk henseende”. Ofte er dette også blevet omtalt som grundens ”potentiale”.

Det er derfor, at Vurderingsstyrelsens nye it-system har lagt til grund, at der kan bygges et stort antal sommerhuse på den grund, hvor Jette Brams’ 170 kvadratmeter store bolig i dag ligger.

- Jeg er fuldstændig ligeglad med deres snak om potentiale. Hvis skatteministerens barn flytter hjemmefra, skal han vel heller ikke beskattes af, at han muligvis kunne have lejet hans værelse ud? Det er jo galimatias, siger Jette Brams til TV 2. 

Da TV2 ØSTJYLLAND i sidste uge skrev om ejendomsvurderingerne, spurgte den lokale tv-station skatteminister Jeppe Bruus (S) til netop sagen fra Djursland. Her understregede han, at det er muligt at få Vurderingsstyrelsen til at kigge på vurderingerne i særlige tilfælde.

Ejendomsvurderingerne - Sådan har vi gjort

  • TV 2 har gennemgået alle de otte eksempler i Skatteministeriets materiale.

  • Ved at krydstjekke oplysninger, som ministeriet selv kommer med, med en register over alle ejendomsvurderinger fra analysevirksomheden Kaas og Mulvad, er det lykkes TV 2 at identificere de pågældende ejendomme.

  • Nogle af eksempler har været omtalt af andre medier tidligere - mens andre slet ikke vidste, hvorfor Skatteministeriet havde fremhævet deres sag. Flere havde endda ikke engang selv tjekket deres ejendomsvurdering.

Da TV 2 efterfølgende taler med Jette Brams, har hun dog ikke stor tiltro til, at en løsning er lige rundt om hjørnet:

- De kan hverken give mig en tidshorisont eller fortælle, hvad der kommer til at ske. Vi bliver slået tilbage til stenalderen, hvis vi skal vente på det her. Vi kunne klare de prisstigninger, der kom med Putins krig i Ukraine, og vi kunne klare de høje energipriser, men mod Skat risikerer vi at knække halsen.

De nye boligskatter betyder, at godt seks ud af ti boligejere kan se frem til at skulle betale mindre i boligskat end i dag. Resten – knap fire ud af ti boligejere – får en særlig skatterabat, så ingen nuværende boligejere kommer til at betale højere samlet boligskat i 2021 end med de nuværende regler, oplyser Skatteministeriet.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her