Ellemann erkender problemer - kommentator kalder det 'en fuldbyrdet katastrofe'

Politisk kommentator Noa Redington kalder det "historisk", at en tidligere statsminister i dén grad smækker med døren.

Det har været en ualmindelig turbulent uge for Venstre.

Tirsdag valgte Inger Støjberg at trække sig som næstformand for partiet efter opfordring fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der er valgt i Østjylland.

Opfordringen fra formanden kom, efter Støjberg og Ellemann-Jensen over flere dage havde ligget i åben krig. En kamp, der startede, fordi Ellemann-Jensen fastslog, at Venstre ultimativt var klar til at støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg (i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar, red.).

Fredag smed den tidligere statsminister og formand for partiet Lars Løkke Rasmussen så endnu en bombe, da han skrev på Facebook, at han efter 40 år havde meldt sig ud af Venstre.

Og spørger man formanden, er situationen alt andet end gunstig.

Ellemann-Jensen: Vi står i en vanskelig situation

- Jeg tror, at en blind kan føle med sin stok, at det her er alvorligt for Venstre. Vi står i en vanskelig situation, siger formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen.

Han ærgrer sig over, at fokus lige nu er rettet mod personer i partiet i stedet for partiets politik, og han håber, at det snart vil vende, så Venstres politikere kan tale politik igen.

- For jeg synes, vi har meget at byde på, og jeg synes, at vi skal være dem, der repræsenterer, at der er to veje i dansk politik, lyder det fra Ellemann-Jensen.

Ifølge politisk kommentator Noa Redington er situationen i Venstre meget alvorlig.

- Det er et parti, som står afpillet tilbage. På mange måder er det en fuldbyrdet katastrofe. Det er historisk, at en tidligere statsminister og tidligere partiformand for et af de regeringsbærende partier i dén grad smækker med døren, lyder det fra Noa Redington.

Kritiserer håndtering af Støjberg-sagen

I sit Facebookopslag kritiserer Lars Løkke Rasmussen desuden Venstre for, at Støjbergs fremtid i partiet blev drøftet af Forretningsudvalget, i stedet for at blive afgjort ved afstemning på et landsmøde.

Præcis som det også skete, da Løkke sammen med tidligere næstformand Kristian Jensen i august sidste år trak sig.

- Jeg troede ellers, det var en engangsforeteelse, at medlemsdemokratiet i Venstre blev kortsluttet af partiets forretningsudvalg, skriver Løkke på Facebook.

Ikke nogen køn proces

Jakob Ellemann-Jensen forklarer, at både Forretningsudvalget og han selv opfordrede Inger Støjberg til at trække sig - og det valgte hun så at gøre.

- Jeg kan godt forstå, at Lars er trist over den måde, han blev gået på som formand. Det var ikke nogen køn proces. Og det var ikke nogen værdig proces hverken for vores parti eller for nogen af de implicerede, siger Ellemann-Jensen.

Ifølge Noa Redington efterlader ugens turbulens i Venstre vælgerne med et billede af et parti, som er ustyrbart.

- Man skal også huske på, at Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen tilsammen fik næsten 70.000 personlige stemmer ved Folketingsvalget, hvilket er nok til at komme i Folketinget de to alene. Så det er en meget alvorlig situation, Venstre står i, siger han.

Ligesom partiets politiske ordfører, Sophie Løhde, er også Jakob Ellemann-Jensen trist over Lars Løkke Rasmussen exit. Han havde håbet, at Løkke havde kunnet finde sin plads i Venstre.

- Jeg er rigtig ked af det, og jeg havde håbet på, at det ikke kom. Jeg synes, vi har plads til Lars i Venstre, og vi har brug for Lars i Venstre, men det har han desværre ikke ønsket, siger formanden.

Vaccine

play For få bliver vaccineret: Bookingsystem spænder ben for ældre

Else Jensen coronavaccination Plejehjemmet Ankersgade første vaccine

Første plejehjemsbeboere får andet skud coronavaccine søndag

skaermbillede_2020-02-08_kl._19.49.05.jpg

Vil udnytte corona-nedlukning: Vejarbejde udvides

Lige nu
20210113-094507-L-1920x1280we

liveblog COVID-19 LIVE: For tiende dag i træk finder lyntest under 300 smittede

politibil

Hjalp du en ung kvinde hjem nytårsnat? Politiet leder efter dig

Grenaa-Anholt Færgefart

play Skibet er ladet med vacciner: Lige nu får øboere stikket