Ekspert skifter mening om skjulte optagelser: Landsretten tog fejl
De skarpe politiske reaktioner på optagelserne viser, at Landsretten tog fejl i deres vurdering, mener ekspert, der selv har ændret holdning i sagen.
Virkeligheden beviser, at Landsretten tog fejl, når den vurderede, at de skjulte optagelser af beboeren Else på plejehjemmet Kongsgården ikke skulle bringes.
Det mener Roger Buch, der er kommunal forvaltningsekspert ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.
Sagen om plejehjemmet Kongsgården, hvor TV 2 har filmet med skjult kamera for at dokumentere omsorgssvigt af demensramte Else, har vakt stor debat.
Landsretten har forbudt TV 2 at bringe optagelserne, selvom om Elses syv børn og barnebarn, som er værge, har givet samtykke til opsætning af kamera og offentliggørelse af billederne. Ekstra Bladet har efterfølgende trodset forbuddet og bragt klip fra dokumentaren uden TV 2s godkendelse.
Roger Buch mener, at den aktuelle samfundsmæssige interesse for de skjulte optagelser af Elses pleje på Kongsgården er så massiv, at det bekræfter, at Landsretten burde have vægtet sin afgørelse anderledes.
- Sundhedsministeren har indkaldt til ældretopmøde. Debatten om indholdet på de skjulte optagelser er eskaleret på Christiansborg. Politikerne kræver lovændringer og handling på ældreområdet. Det, at billederne er blevet vist, har rykket ved den nationale politisk dagsorden, selvom billederne ikke viser noget fundamentalt nyt, siger Roger Buch og fortsætter:
- Det havde allerede været fremme, at der var sket omsorgssvigt på Plejehjemmet Kongsgården, og kommunen havde erkendt det. Alligevel er det først, når vi ser billederne, at der kommer national politisk handlekraft. Disse skarpe politiske reaktioner beviser, at Landsretten tog fejl i deres vurdering.
Landsrettens dilemma
Roger Buch mener ikke, at den politiske handlekraft var sket, hvis ikke Ekstra Bladet havde vist de klip. Domstolene burde derfor have vægtet hensynet til den samfundsmæssige debat højere end hensynet til den enkelte borger Else.
Dilemmaet for Landsretten har været, hvordan man skulle vægte hensynet til Else og respekten for hendes privatliv og hjem, hvor TV 2s skjulte optagelser betragtes som en krænkelse af hendes privatliv.
Overfor det rejser de skjulte optagelser spørgsmål af væsentlig samfundsmæssig interesse om behandlingen af ældre medborgere på plejehjem. Her har retten valgt at vægte hensynet til Else fremfor hensynet til en overordnet debat om omsorg for de ældre.
Personlig kovending
Faktisk var Roger Buch som udgangspunkt enig med Landsretten i afgørelsen, men han har efter de seneste dages udvikling i sagen ændret mening.
- Jeg mente ikke, at klippene viste noget nyt, som ikke allerede havde været fremme. Men politikerne på Christiansborg har reageret langt kraftigere, end jeg havde forventet de seneste dage. Derfor har jeg ændret vurdering, siger Roger Buch.
- Rettens afvejning har været forkert, altså den samfundsmæssige interesse burde have været mere tungtvejende. Det er nemt at se nu her i bagklogskabens klare lys. Vi kan se, at Christiansborg reagerer anderledes på grund af billederne. Det er jo noget, som dommere fremover må have i baghovedet i lignende sager. Det kan godt være, at det på papiret ser ud, som om billeder ikke kan fortælle mere end ord, men sagen her viser jo, at det kan de.
Roger Buch sammenligner sagen her med ikoniske billeder, der har sat sig fast på nethinden gennem historien. Han nævner eksempelvis billedet fra Vietnamkrigen, hvor et barn er blevet ramt af napalm.
Billedet chokerede hele verden og rejste en politisk debat, fordi det viste, hvor rædselsvækkende krigen var. Billedet var med til at skubbe hele opinionen og skabe internt amerikansk pres for at få afsluttet krigen.
- Man må ikke underkende billedernes magt og den indflydelse, de har på den politiske handlekraft, siger han.