Da Patricia skulle sætte ord på sin angst, var der noget, der faldt i hak

For Patricia Thyberg er det vigtigste, at hendes kæreste er nærværende, når angsten rammer, og at han ikke bare forsøger at fikse den.

Udgivet Opdateret

Det var tidlig morgen, og Patricia Thyberg manglede kun at fylde sin vanddunk inden dagens program, da hun pludselig måtte gispe efter vejret, og katastrofetankerne rullede ind over hende.

Hvad hvis hun pludselig besvimede og lå med fråde om munden?

Hvad hvis hun akut skulle på toilettet midt i det hele?

Hendes mave krøllede sig sammen, og sveden piblede frem mellem skulderbladene.

Det var tredjedagen under optagelserne til TV 2 Echo-programmet 'Korpset', hvor 14 unge aspiranter prøver kræfter med et kursus stærkt inspireret af optagelsesforløbet for danske elitesoldater.

Galoperende angst

Den 25-årige influencer Patricia Thyberg, der er vært på podcasten "Sportshjerte" om kvinder i sportsverden og født op opvokset i Aarhus, var ellers fast besluttet på, at hendes angst ikke skulle have lov at fylde under optagelserne til 'Korpset'.

Men hun var fysisk fuldstændig smadret og i øvrigt hundesulten efter tre døgn, hvor det eneste, hun havde spist, var to dåser tun, et stykke lasagne og en sandwich.

Og det fik angsten til at galopere.

Patricia Thyberg fik for rullende kameraer et af de angstanfald, som hun har levet med, siden hun var helt lille, og som hun altid har forsøgt at skubbe nøjagtigt så langt væk, at det ikke kolliderede med, hvem hun ellers gerne ville være.

Sved og akut toiletbehov

Fem måneder efter Patricia Thybergs angstanfald under optagelserne til 'Korpset', møder TV 2 Echo hende og kæresten, Tobias Hamann, til en samtale om, hvordan de sammen håndterer, når Patricia Thybergs angst sætter ind.

Men hurtigt tager samtalen en helt anden drejning. For selvom at Patricia Thyberg gerne vil inspirere andre til at tale højt om deres angst, viser det sig, at hun ikke er helt så langt, som hun troede. Men den del vender vi tilbage til.

Siden at hun som 10-årig første gang mærkede angsten, har den været et vilkår i hendes liv.

Den melder sig oftest i offentlig transport eller til arrangementer, hvor hun gerne vil være den bedste version af sig selv. Er hun i forvejen lidt småstresset, i søvnunderskud, eller har hun tømmermænd, kan det gå helt galt.

Så kommer sveden, kvalmen, den febrilske vejrtrækning og et akut behov for at komme på toilettet.

Sammen mod angsten

Det har altid været vigtigt for Patricia Thyberg, at hendes nærmeste kendte tegnene på, at et angstanfald var på vej.

Da hun mødte kæresten, Tobias Hamann, var hun derfor hurtig til også at indvie ham i sin angst. Men på trods af at de sammen taler åbent om angsten, har hun aldrig givet den lov til at fylde.

- Det har altid været enormt vigtigt for mig, at folk ikke så mig som 'hende med angst'. At jeg ikke var mindre stærk end de andre, fordi jeg nogle gange fik angst, siger Patricia Thyberg.

Derfor har hun og kæresten arbejdet på, hvordan de skal håndtere angsten uden at lade den fylde for meget, og det har de også fået en rytme for, fortæller de.

Ikke helt i mål?

Men da TV 2 Echo er på besøg, og Patricia Thyberg skal sætte ord på, hvordan de gør, sker der noget.

For mens hun fortæller, går det op for hende, at hun måske har gjort så meget for at minimere angstens påvirkning af hendes liv, at hun er kommet til at give den for lidt plads.

I hvert fald bliver hun pludselig tydeligt berørt.

- For mig er det en kæmpe kærlighedserklæring, at Tobias rummer min angst, siger hun.

Hendes øjne bliver blanke. Overvældet og med et tomt blik stirrer hun et øjeblik ud i luften.

- For et eller andet sted føler jeg, at det er en grim side af mig. Sådan en skør eller fremmed side, der er ude af kontrol.

Mavepuster

Patricia Thyberg tørrer tårerne af sine kinder og læner sig med et udmattet suk ned i sin kærestes skød.

Så længe hun kan huske, har hun insisteret på, at netop hendes angst ikke var noget særligt. Fordi den er meget mildere end mange andres, og fordi der i det hele taget er så mange mennesker, der lever med meget sværere psykisk lidelser.

Men måske er det tid til at slippe den tanke, konstaterer Patricia Thyberg.

I stedet vil hun nu øve sig i at give plads til det, der kommer. Også selvom at det bare er et lille panikanfald.

Se 'Korpset' onsdag klokken 20.40 på TV 2 Echo, eller når det passer dig på TV 2 Play.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her