Anden dag i træk er ingen coronasmittede danskere døde
Det er tredje dag i alt, at ingen er døde er døde med covid-19 i løbet af 24 timer.
For anden dag i træk er ingen med coronavirus registreret døde i Danmark det seneste døgn, viser tal fra Statens Serum Institut.
Det er tredje dag i alt, at Danmark oplever 24 timer, hvor ingen covid-19-smittede danskere er døde.
Første gang var 15. maj, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke kaldte det "en milepæl".
- Jeg er så taknemmelig og glad for det resultat. Epidemien er her stadig, men det her er en god dag, skriver ministeren og sender "gode tanker til alle patienter og pårørende".
Indlagte falder
Det er første gang siden coronavirusset brød ud i Danmark, at der to dage i træk ikke er registreret nogle døde med corona - og tredje gang på lidt over en uge.
I alt er 561 personer registreret døde med coronavirus i Danmark.
I Danmark viser opgørelsen dødsfald, der er registreret inden for 30 dage efter påvist smitte med covid-19. Covid-19 er derfor ikke nødvendigvis dødsårsagen, men personen har været smittet.
Antallet af indlagte falder lørdag med en til 118. Heraf er 19 indlagt på intensiv, hvilket er et fald på fire siden opgørelsen fredag.
Af de indlagte på intensiv er 16 lagt i respirator. Det er et fald på tre siden i går.
20. maj viste et dokument fra Statens Serum Institut, at 0,5 - 1,8 procent af danskerne har været smittet med covid-19.