Landets mest klimavenlige biobrændstof bliver fragtet til udlandet

Daka har i mange år produceret biodiesel af affaldsprodukter til dansk brug, men ændringer i lovgivningen betyder, at de nu eksporterer det hele til udlandet.

Udgivet Opdateret
Biodiesel fra Daka bliver lastet på tankvogne og sendt til udlandet. Foto: TV Syd

Det kommer ind som døde dyr og ud som brændstof. Næsten.

Hos Daka i Løsning laver de affaldsprodukter fra landbruget om til biodiesel. Et produkt, der kan være med til at sænke Danmarks CO2-aftryk.

Men det gør det ikke. Til gengæld bliver det hele sendt til Italien og Tyskland, for lovgivningen i Danmark betyder, at det er for dyrt at købe i forhold til den mere klimabelastende biodiesel, der bliver produceret af energiafgrøder, som optager landbrugsjord.

- Det er uheldigt og egentlig unødvendigt, at man ikke sikrer, at vi får så meget grøn biodiesel ud at køre som overhovedet muligt og så grøn biodiesel som muligt, siger Keld Winther Rasmussen, public affairs manager hos Daka.

Det er da tosset at transportere det andre steder hen, når vi selv kunne bruge det
Jørgen E. Olesen, professor, Institut for Agroøkologi, AU

Frem til 2022 havde de ingen problemer med af sælge det til Danmark, fordi reglerne gjorde det mere attraktivt for olieselskaberne at købe den mere klimavenlige biodiesel.

Flere generationer

Der findes to typer biodiesel. Første generation er lavet af afgrøder som raps, og anden generation er lavet af fedt fra blandt andet afdøde landbrugsdyr.

Olieraffinaderierne blander biobrændstoffer i deres olie for at mindske CO2-udledningen.

Før 2022 kunne olieselskaberne nøjes med at købe halvt så meget andengenerations-biobrændsel, end de egentlig skulle bruge for at leve op til kravene om at mindske CO2-udledningen i Danmark. Det skyldtes, at der også var en gevinst for klimaet, når der ikke skulle optages jord.

Sådan er det ikke længere, og derfor er produktet blevet for dyrt.

- Vi laver et rent affaldsbaseret produkt. Det er døde dyr rent ud sagt, hvor fedtdelen ikke ville kunne anvendes til andet end at lave energi af det. Men det betyder også, at det er noget, vi samler op så at sige fra gulvet, så det lægger ikke beslag på nogen kapacitet i landbruget, siger Keld Winther Rasmussen.

Hvis vi skal bruge biobrændstof lavet på fødevarer, skal vi opdyrke mere, og det ville i sig selv være klimabelastende
Jørgen E. Olesen, professor, Institut for Agroøkologi, AU

Ifølge Jørgen E. Olesen, professor hos Institut for Agroøkologi hos Aarhus Universitet, ændrer det ikke noget på det globale klimaaftryk, om biodieselen bliver brugt i Danmark eller Italien, men det kan have betydning for vores nationale aftryk.

- Det er ærgerligt, at vi ikke kan finde ud af at bruge det andengenerations-biobrændstof, som vi selv producerer. Det er da tosset at transportere det andre steder hen, når vi selv kunne bruge det, siger han.

Der er fordele i netop at bruge andengenerations-biodiesel i Danmark.

- Der er en meget stor forskel i klimaaftryk, om det er første- eller andengenerations-biobrændstof. Klimaaftrykket fra andengenerations-biobrændstof er meget mindre end på førstegenerations-biobrændstoffer, siger Jørgen E. Olesen.

Det skyldes, at førstegenerations-biodiesel laves af produkter, der ellers kunne være blevet til fødevarer.

- Hvis vi skal bruge biobrændstof lavet på fødevarer, skal vi opdyrke mere, og det ville i sig selv være klimabelastende. Derimod vil det, at vi tager affaldsprodukter, som kan være halm eller døde dyr, ikke være nogen stor ekstraklimabelastning, fordi det er affald, siger han.

Aftale om vejtransport

I 2020 indgik den daværende socialdemokratiske regering en ny aftale, som gjorde, at der ikke længere var en fordel i at købe andengenerations-biodiesel lavet af affaldsprodukter. Derfor er det billigere at købe førstegenerations-biodiesel.

- Vi vil gerne have, at man kigger på første generation for sig og anden generation for sig, så man ikke får det hele blandet sammen i én pærevælling. For gør man det, så er det det billigste, som bliver efterspurgt, og man fortrænger sådan set det, der er lavet af affaldsprodukter og skubber det ud af landet, siger Keld Winther Rasmussen.

Derfor vil de gerne have genindført dobbelttællingsprincippet, hvor olieselskaberne kan købe det halve af den mængde, de egentlig skal bruge, eller indført et loft over, hvor meget førstegenerations-biodiesel, der kan udgøre fortrængningskravet i Danmark.

Fortrængningskrav

I 2022 skal brændstofleverandørerne reducere deres drivhusgasudledninger fra brændstoffer leveret til vejtransporten med mindst 6 procent sammenlignet med EU gennemsnittet i 2010.

Kilde: Energistyrelsen

Kunne I ikke gå ind og sænke priserne, så der var nogen i Danmark, der ville købe det?

- Det kunne vi godt, men på den anden side set, så er vi jo også en forretning, der sælger vores biodiesel, hvor det er mest lønsomt, og det ville simpelthen ikke være konkurrencedygtigt for os at forsøge at trænge os ind på et marked, der er fyldt med førstegenerations-biodiesel. Så vi går selvfølgelig ud i de markeder, hvor prisen for andengenerations-biodiesel er den bedste, siger Keld Winther Rasmussen.

Derfor sælger de det til Italien og Tyskland, hvor der stadig er fordele ved at købe andengenerations-biodiesel.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men ministeriet oplyser:

"Biobrændstoffer handles på et globalt marked, og der både importeres og eksporteres biobrændstoffer på det danske marked, hvorfor efterspørgslen efter biobrændstoffer i Danmark ikke nødvendigvis dækkes ved dansk produktion, ligesom dansk produceret biobrændstof ikke nødvendigvis vil afsættes på det danske marked."

Mens vi venter på fremtiden

Der bliver konstant udviklet og forsket i grønne alternativer, og Keld Winther Rasmussen fremhæver, at vi i Danmark ser ind i transport baseret på strøm eller brint.

- Der er flere muligheder på dagsordenen, men ingen af delene er jo noget, der sker hverken i dag eller i år eller næste år. Vi synes, at man - imens man er i gang med at udvikle det - skulle få det bedst mulige ud af det, der er til rådighed, siger han.

Det kræver ikke nye tiltag at fortsætte med at køre på biodiesel.

- Biodiesel blander vi i almindelig fossil diesel. Det kræver ingen omstilling af motorer eller ny teknologi i den forstand, og vi har brug for både første og anden generation, men vi bør prioritere at anvende det, der er lavet af affaldsprodukter, før vi anvender det, som vi skal bruge landbrugsjord på at fremstille, siger Keld Winther Rasmussen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her