SIF banker rusten af i testkamp: - Det er sgu dejligt
Om mindre end en uge bliver Superligaen igen fløjtet i gang efter to og en halv måneds pause. I dag testede Silkeborg IF formen mod Vejle Boldklub i den eneste testkamp, der er, inden det for alvor går løs.
Efter en lang coronapause bankede Silkeborg IF i dag rusten af mod Vejle Boldklub.
Kampen var blot en testkamp - så glæden over endelig at spille kamp igen var større end behovet for en sejr.
- Det er underligt, at man efter så lang tid går i gang med en ny sæson her midt i sæsonen, men det er sgu dejligt. Jeg tror, at vi alle har savnet det, lyder det fra Mads Emil Madsen.
Den begejstring deler den unge anførers midtbane-kollega.
- Det er rigtig dejligt. Det har vi længtes efter. Vi har trænet i en del uger i små grupper, så det er fedt. Det har vi savnet, fortæller Mads Kaalund.
Spillerne har ikke været helt foruden fodbolden i de to og en halv måned, som coronanedlukningen har varet. De har trænet i ottemandsgrupper.
- Det, vi har brugt perioden til, er at løbe og træne i små grupper, som har givet lidt spilmæssigt, men først og fremmest noget mentalt. Spillerne har været rigtig glade for at have noget at stå op til, fortæller cheftræner Kent Nielsen.
Læs også:
Klar til Superliga og særlige regler
Om under en uge bliver Superligaen igen fløjtet i gang.
Men når Silkeborg IF og de øvrige klubber skal i kamp, vil en masse være anderledes.
Omklædningen sker nu på tilskuerrækkerne, og taktikmødet må holdet tage på sidelinjen. Derfor var cheftræneren glad for at prøve at spille under de nye coronaregler.
- På den måde har det været fint for os at prøve det og få lagt det væk, så man kan koncentrere sig om, hvad der foregår mellem de fire hjørneflag, siger Kent Nielsen.
For der er nemlig noget, der er som før. Silkeborg IF ligger i bunden af ligaen og skal kæmpe for overlevelse.
Derfor var det vigtigt for spillerne at få testet formen, inden det for alvor går løs.
- Man kunne godt mærke, at der var lidt rust, der skulle bankes af, fortæller Mads Kaalund.
- Det er vigtigt at få noget kamprytme igen. Man kan godt mærke, at vi starter med at være lidt rustne og lige skal finde hinanden. Det går bedre i anden halvleg, og så kommer udskifterne ind og gør det rigtig godt, så vi vinder kampen, siger Mads Emil Madsen.
Kampen endte 2-1 til midtjyderne med mål fra Mads Kaalund og Alexander Lind.
Silkeborg IF spiller første superligakamp på fredag.