Har fisket hele sit liv - nu må han købe hos fiskemand

Fiskebestanden er faldet i Aarhus-bugten.

Udgivet Opdateret

Anton Mejer sejler ud fra Kaløvig Bådehavn flere gange om ugen for at se, om han kan få noget på krogen. Han har fisket lige så længe, han kan huske - men fangsten er ikke, hvad den har været.

Han fører dagbog over fangsten - og resultatet er nedslående. 

- For ti år siden kunne vi bare sejle ud og fiske de torsk, vi havde brug for. Jeg havde aldrig regnet med, at det skulle blive sådan, at jeg må køre til en fiskehandler for at få en fisk. Men sådan er det blevet, siger Anton Mejer.

- Jeg har ikke sat garn efter fladfisk de sidste to år, for der er ingenting. Og torsken er væk.

Anton Mejer er ærgerlig over, at fiskene i stor stil er forsvundet af Aarhus-bugten.

Og eksperterne fra DTU Aqua - Institut for Akvatiske Ressourcer på Danmarks Tekniske Universitet - bakker ham op. År for år er der blevet færre og færre fisk i Aarhus-bugten.

Det viser en ny rapport. 

- Det er bekymrende, at vi ser denne vedvarende nedgang hos skrubber og ålekvabber i Aarhus-bugten, siger Mikael Van Deurs, der er lektor ved DTU.

Selvom Anton Mejer sjældent får en fisk på krogen, er han ikke holdt op med at fiske, og han mødes stadig med andre fritidsfiskere. 

- Nu er vi et par stykker, der mødes og drikker en kop kaffe om formiddagen og fortæller hinanden nogle historier om, hvordan det var en gang, siger Anton Mejer. 

For meget kvælstof 

Der er flere grunde til, at fiskebestanden svinder ind. Ifølge Willi Thomas Nors, der er aktiv i Danmarks Naturfredningsforening i Aarhus, peger pilen især på kvælstofudledning. 

- Det er primært kvælstof og fosfor, som bliver udledt til vores indre danske farvande, lyder det fra Willi Thomas Nors.

Der er dog initiativer i gang. For eksempel udplantning af ålegræs og dannelse af fiskerev som kan give noget håb. 

- Jeg har en tro på, at mine børnebørn måske kan se et renere farvand. Men det bliver ikke i min tid, siger Willi Thomas Nors.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her