Mand løber ud foran bil på motorvej og mister livet
En bilist kunne ikke nå at undvige, da en mand lørdag løb ud på motorvejen mellem Silkeborg og Aarhus. Han er afgået ved døden.
En mand har lørdag mistet livet, da han løb ud foran en bil på Herningmotorvejen ved Galten omkring klokken 17.30.
Det fortæller vagtchef Jesper Duus fra Sydøstjyllands Politi.
- En kvinde ringer og fortæller, at en mand lige pludselig løber ud foran hendes bil, da hun kører på motorvejen. Hun kan simpelthen ikke nå at undvige og rammer ham med skønsmæssigt omkring 100-110 kilometer i timen.
- Han er afgået ved døden derude, siger vagtchefen.
Han pointerer, at det er vigtigt, at bilister kører forsigtigt og respekterer politi og redningsmandskabets arbejde på stedet. Manden er ikke identificeret endnu.
- Men vi arbejder selvfølgelig på det, siger vagtchef Jesper Duus.
Herningmotorvejen er klokken 18 spærret i østgående retning ved Galten, så politi og redning har arbejdsro på stedet, oplyser vagtchefen. Jesper Duus forventer, at strækningen tidligst bliver genåbnet omkring klokken 19.30.
Vejdirektoratet skriver på Twitter, at Herningmotorvejen er spærret ved afkørsel 23. Al trafik bliver således ledt af ved Galten, der ligger mellem Aarhus og Silkeborg.
Det er muligt at køre på motorvejen igen ved tilkørsel 22 Skovby.