Majas barn græd i timevis - nu vil hun gøre op med 'skraldespandsdiagnose'

Hjerteskærende gråd, der går gennem marv og ben. Time efter time. Nat efter nat. I hvad der føles som uendelige timer har Maja Sülau hoppet og vugget sin søn.

Nerverne er flossede, og tårerne står konstant på spring. Han har kolik, siger lægerne, så der er ikke andet at gøre end at vente.

- Jeg følte mig ekstremt alene og magtesløs, samtidig med at min mavefornemmelse sagde, at der var noget galt. Men jeg er meget autoritetstro, siger hun til TV2 Østjylland.

I dag er hendes søn tre år, og familien har ved deres andet barn oplevet et helt andet forløb. Men det har ikke givet hende mindre lyst til at hjælpe de tusindvis af forældre, hvis børn hvert år får konstateret kolik.

Derfor er hun en af medstillerne af borgerforslaget 'Forbedret håndtering af spædbarnskolik og udvidet støtte til berørte familier'.

Selv fik Maja og familien først hjælp, da sønnen 11 måneder gammel blev indlagt.

Frygtede nætterne

Forældreskabet begyndte ellers lyseblåt for Maja og kæresten, Anders, der bor i Hørning uden for Aarhus. De første 14 dage havde de en tilpas baby med et godt sovehjerte. Men så vendte det 180 grader.

Han ville aldrig sove, og når han gjorde, vågnede han ulykkelig efter 25-35 minutter. Gråden kunne vare tre til fire timer ad gangen. Maja frygtede især nætterne.

- Jeg havde ikke lyst til at lægge mig til at sove, for jeg vidste, at han ville vågne om lidt igen, siger hun.

- Man bliver sindssyg. På et tidspunkt sagde jeg til Anders, at han ikke måtte tage på arbejde, for jeg kunne ikke mere.

Den ulykkelige gråd fortsatte i bilen og barnevognen. Kun i bæreselen eller slyngevuggen kunne han finde trøst, og efterhånden kom de sjældent ud.

- Jeg kom kun i min mødregruppe, fordi de boede på samme gade, og jeg kunne tage min slyngevugge med. Jeg brugte barnevognen til at slæbe mine ting, ikke til at have mit barn i, siger Maja.

Fordi deres dreng tog på, som han skulle, følte hun ikke, de blev taget alvorligt af lægerne. Selv havde de prøvet alt, fortæller hun.

- Det rammer mig helt vildt, når folk spørger, hvorfor vi ikke bare har prøvet det ene eller det andet. Hvis det var så let, havde vi selvfølgelig gjort det, siger Maja.

I ren overlevelse måtte hun nogle gange tage ørepropper i, når hun sad og hoppede, selvom det føltes meget modstridende, var det ren overlevelse.

Da sygeplejersken så dem, græd de

Da sønnen var 11 måneder gammel blev han indlagt med lungebetændelse, og her spurgte en sygeplejerske, der havde observeret dem, om hans søvn "altid var sådan?".

Hertil kunne forældreparret svare, at den normalt var meget værre, når han ikke var afkræftet efter et sygdomsforløb. Det fik sygeplejersken til at lave et notat til lægen, hvor hun skrev: "Den her familie skal have hjælp".

- Mig og Anders stod og græd, da hun sagde det. Endelig følte vi os ægte set af en, der havde autoritet og mulighed for at hjælpe os. Vi blev helt enormt lettet. Bare den anerkendelse af at blive taget seriøst, og at det er ikke var noget, vi fandt på, siger Maja.

Deres kamp sluttede ikke der, men da sønnen faldt en vægtkurve efter lungebetændelsen, fik de en henvisning til en børnelæge. Den mulighed greb de og fik samtidig mod til at banke hårdt i bordet.

For dem hjalp det at få kigget på sønnens tungebånd og ører og at få et middel mod refluks. Derudover endte de med at skifte læge. Maja mener ikke, at løsningen nødvendigvis er den samme for andre, og det er heller ikke hendes mål med forslaget.

Hun håber, som der også står i forslaget, at der bliver gjort "en grundigere indsats for at identificere og håndtere årsagerne bag" de vedvarende skrigeture, fremfor at der kun bliver givet et kolik-stempel.

- For mig er det en skraldespandsdiagnose. En label, man får med hjem, fordi de ikke ved, hvad man skal gøre. Der er en årsag til, at de her børn græder, siger hun.

Fysisk og psykisk mærket

Selvom Maja og Anders' søn i dag har det godt, er de mærket af den lange periode med gråd, der stadig kan være en trigger.

Hele forløbet resulterede for Maja i en efterfødselsreaktion, og fysisk mærker parret stadig timerne med vuggen og hoppen på yogabolden.

Derfor var hun heller ikke i tvivl, da forslagsstilleren Emilie Vindstrup Olesen kontaktede hende.

- Lige siden, vi var igennem det, har jeg tænkt over, hvordan jeg kan være med til at gøre en forskel og sætte fokus på det, siger Maja. 

Bag forslaget står i alt ni kvinder, der alle har haft eller været i kontakt med børn med kolik. I hemmelighed har flere af dem, mens det stod på, drømt om at blive syge eller komme til skade. Ikke alvorligt, men nok til en indlæggelse. Uden baby og gråd.

For som de skriver i forslaget, kan det have "store konsekvenser", hvis tilstanden ikke tages alvorligt. Underskiftsindsamlingen har i skrivende stund over 3000 underskrifter. Får forslaget 50.000 kan det blive fremsat som et beslutningsforslag i Folketinget.

- Det kommer ikke til at ændre noget for os, men forhåbentlig for nogle andre derude, siger Maja.