Landsby er fuld af udviklingshæmmede: - Uden dem er her så kedeligt
I den lille landsby Hertha bor udviklingshæmmede dør til dør med 'almindelige' mennesker. Her er et helt specielt liv og sammenhold.
- Vi er jo forskellige. Der er almindelige mennesker, og nogle er udviklingshæmmede. Jeg er også lidt udviklingshæmmet selv.
Lars Munksgaard er 36 år og bor i Hertha ved Herskind i Østjylland sammen med 149 andre.
Her kender de fleste hinanden, og alle kender i hvert fald Lars.
- Det vigtigste er at komme ud og bestille noget. Hygge sig med hinanden og nyde naturen - så længe den varer, fortæller Lars Munksgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Hver dag har Lars sine faste rutiner i det bofællesskab, hvor han bor sammen med fire andre. Han går hver dag på arbejde i Hertha, enten i bageriet eller også har han tjansen med at lave mad i køkkenet.
- Jeg elsker at bo herude. Det er rigtig, rigtig godt, siger han.
I Hertha skyder træhuse i forskellige farver og former op, og er hjem for de 27 udviklingshæmmede og de uhæmmede, som de kalder de andre her.
Egentlig er det et villakvarter, som har påtaget sig en omsorgsopgave.
- Egentlig er det et villakvarter, som har påtaget sig en omsorgsopgave, fortæller Per Clauson-Kaas, som har været med siden begyndelsen i 1994, og som stadig bor og arbejder i Hertha.
- Her bor vi dør til dør med udviklingshæmmede. Og det er ligesom det, der gør det til noget særligt, fortæller Leander Vinmans, som bor med sin kone og deres to børn i Hertha.
ET VÆRDIGT BØRNELIV
Hele idéen med Hertha Levefællesskab er at skabe et landsbyliv, hvor der er plads til alle - og hvor udviklingshæmmede kan blive en del af samfundet.
- Så de ikke bliver ensomme, og så de bliver borgere ligesom alle andre - men med behov for lidt mere omsorg, forklarer Per Clauson-Kaas til TV2 ØSTJYLLAND.
I 1987 gik Per Clauson-Kaas og omkring 40 andre personer sammen om at udvikle en vision.
Det var blandt andet forældre til udviklingshæmmede, som gerne ville skabe et meningsfuldt liv for deres børn, når de blev voksne – så de ikke ville blive placeret et afskærmet sted og risikere at blive ensomme.
"Gruppen skulle gennemarbejde en vision for, hvordan voksne udviklingshæmmede kunne bringes i en situation, der gav dem et optimalt liv i et fællesskab med såkaldte normale."
Syv år efter - i 1994 - var de klar til at tage det første spadestik til Hertha Levefællesskab på en mark i daværende Galten Kommune.
- Det var spændende, om nogen ville flytte ind. Ellers var vi bare en institution på en mark og 40 tønder land, siger Per Clauson-Kaas.
IKKE STYRET AF ØKONOMI
Det viste sig, at mange gerne ville flytte ind og leve med og blandt de udviklingshæmmede.
Og det vil de også i dag, hvor der nuværende tidspunkt er 57 på venteliste for at flytte ind i Hertha Levefællesskab, og cirka 20 udviklingshæmmede står på venteliste til et af de tre bofællesskaber.
De skal også være en del af samfundet og blive accepteret. Så de ikke bliver ensomme.
- Institutioner har det med at lukke sig om sig selv af natur. Omsorgen er vigtig for beboerne og deres forældre, men de skal også være en del af samfundet og blive accepteret. Så de ikke bliver ensomme, siger Per Clauson-Kaas, som i dag står for værkstederne i Hertha.
Hertha fungerer som en institution ligesom alle andre – men de prøver at gøre det på deres egen måde.
- Man får en løn for at være sammen med dem i så og så lang tid. Det juridiske og økonomiske tager over. Hvis økonomien er i orden, og du følger lovene, så har de fået, hvad de har brug for. Men det er ikke nok. Vi er meget forskellige som mennesker, og vi har forskellige behov, fortæller Per Clauson-Kaas.
SÆLGER VARER FOR TO MILLIONER KRONER
- Når værkstederne er lukket, og de udviklingshæmmede ikke er her, så bliver her kedeligt. Så er det ligesom et almindeligt parcelhuskvarter, siger Karen Wadsholt i nummer 34.
I Hertha har de en Rudolf Steiner-pædagogik. Ritualer og det genkendelige er vigtigt for at skabe tryghed for de udviklingshæmmede.
">Arbejdet betyder ikke kun meget for de udviklingshæmmede. Det giver også liv i landsbyen.
- Når de udviklingshæmmede er på ferie, og værkstederne lukker, så siger vi, at landsbyen dør. Så er vi bare et villakvarter. Vi vil være mere end et villakvarter, fortæller Per Clauson-Kaas.
Lars er DOWN med at arbejde og ikke bange for at tage fat i bageriet, i køkkenet og i den lokale børnehave.
- Det er dejligt at komme på arbejde og snakke med de andre, siger Lars Munksgaard.
Når de udviklingshæmmede er på ferie, og værkstederne lukker, så siger vi, at landsbyen dør.
- Arbejdet forpligter. Vi har ikke nogen, som ikke vil gå på arbejde. Vi har nogle, som ikke kan, men det ligger i det fysiske. Og det tager vi selvfølgelig hensyn til, fortæller Per Clauson-Kaas, som er leder af værkstederne.
De udviklingshæmmede arbejder i det biodynamiske gartneri, hvor beboerne selv kan hente deres grøntsager. Der er desuden køer og kalve, som de passer, køkkentjans, vaskeri, systue, og bageriet, hvor der bliver bagt rugbrød og kager, som de kører ud med og sælger til institutioner.
- Når man sælger varer, så kommer man i kontakt med verden. Og vi sælger varer for to millioner kroner om året. Det vil sige, at vi kommer rigtig meget i kontakt, fortæller Per Clauson-Kaas.
Hvert år kommer omkring 6.000 gæster forbi Hertha Levefællesskab for at se, hvordan livet leves her.
Lars Munksgaard hilser gladeligt med et smil og et knus, hvis han møder dem på sin vej på en af grusvejene.
Det er den største drøm. Det er at få en kæreste.
For ham er drømmen at blive boende i Hertha for evigt. her vil han finde den store kærlighed.
- Det er den største drøm. Det er at få en kæreste. Men det er ikke så let at finde sig en kæreste herude, for der er ikke så mange, jeg vil have, fortæller han.
">TV2 ØSTJYLLAND har fulgt Lars Munksgaard i hans hverdag og på arbejde.
