Spiseforstyrrelse stoppede Pernilles cykeldrøm: - Jeg ønsker det ikke for nogen

Det store fokus på vægt i cykelsporten var medvirkende til, at Pernille Mathiesen i sommer stoppede sin professionelle cykelkarriere. Hun vil have mere fokus på sportsudøveres mentale helbred.

Som otteårig begyndte hun at cykle, og siden da har cykelsporten haft en massiv plads i hendes liv på godt og på ondt.

24-årige Pernille Mathiesen er blevet beskrevet som et dansk cykelhåb, og hun har kørt for flere storhold.

Men i sommer trak hun stikket og meddelte, at hun ville stoppe sin karriere i cykelsport.

Hendes drømme og motivation for sporten blev overdøvet af svære tanker og et forstyrret forhold til mad.

- Det var en mega svær beslutning. Jeg gjorde det, fordi jeg ikke havde det ret godt i sporten. Jeg har i lang tid kæmpet med mit mentale helbred og har haft svært ved at finde glæden ved sporten.

- Så jeg valgte at sige, nok er nok, siger Pernille Mathiesen til TV2 ØSTJYLLAND.

Pernille bor i dag i Silkeborg og læser til lærer. Hun drømmer stadig om en karriere i sadlen.
Pernille bor i dag i Silkeborg og læser til lærer. Hun drømmer stadig om en karriere i sadlen. Foto: @pernillemathiesen

Det er blevet til mange imponerende resultater, blandt andet til U23 europamesterskaberne i 2017, hvor hun hev en guldmedalje hjem i både enkeltstart og linjestart.

Stort fokus på vægt

Pernille Mathiesen startede i sine ungdomsår med at cykle for Holstebro Cykle Club. Hun har cyklet professionelt i seks år og har kørt for holdene Virtu, Sunweb, Jumbo-Visma og senest franske Cofidis.


Og én ting er gået igen alle steder – det store fokus på vægt.

- I cykelsporten prøver man at optimere på alle de parametre, man kan, fordi det er de små ting, der tæller, så derfor er der stort fokus på vægt hele vejen i gennem allerede fra ungdomsårene, siger Pernille Mathiesen.

quote Hvis man ikke snakker om det, kommer der ikke fokus på problematikken.

Pernille Mathiesen, tidl. professionel cykelrytter

Da hun i 2018 kom på holdet Sunweb, blev der lavet en plan for et langvarigt vægttab – fem kilo skulle smides over et år. Og så igen det næste år.

- Jeg sagde også selv, at på daværende tidspunkt, der kunne jeg godt tænke mig at tabe mig lidt, for så kunne jeg blive den bedst mulige cykelrytter. Men jeg vidste bare ikke, hvad det var, jeg gik ind til.

- De har gjort det i en god mening. De har gjort det i forhold til, at jeg skulle performe bedst muligt, og så har de regnet ud, hvilken vægt jeg skulle have, for at være den bedste cykelrytter. For mig har det bare på det menneskelige plan ødelagt rigtig mange ting.

Det blev for meget

Da corona ramte i 2020 fik Pernille Mathiesen mulighed for at stoppe op og mærke sig selv, og det var der, det gik op for hende, at spiseforstyrrelsen var gået for vidt.

- Det blev for meget for mig, og jeg kunne ikke følge med i det, jeg udsatte min egen krop for.

Pernille Mathiesen deltog blandt andet i VM i Italien i 2020.
Pernille Mathiesen deltog blandt andet i VM i Italien i 2020. Foto: Jennifer Lorenzini/Reuters/Ritzau Scanpix

Pernille Mathiesen forklarer selv, at hun får en restriktiv spiseforstyrrelse, hvor hun underspiser og overspiser.

- Det er et forstyrret forhold til mad, og jeg kom til at se helt sort hvidt på det og kategorisere fødevare efter, hvad der er godt at spise, og hvad der ikke er godt at spise. På baggrund af de madvalg jeg tog, kom jeg til at bebrejde mig selv som menneske.

Ond spiral

Pernille Mathiesen får et svært forhold til sin krop og føler sig aldrig rigtig helt tilfreds med den. Ligegyldigt hvor meget hun taber sig eller tager på, bliver det aldrig rigtig godt nok.

- Når man har levet lang tid nok med at være underernæret, så skriger kroppen på mad, og så overspiser man, og så får man en masse dømmende tanker, og så kommer man til at dulme med endnu mere mad - så det er en ond spiral.

Går du med svære tanker?

Hvis du sidder med tvangstanker, der kunne tyde på en spiseforstyrrelse eller kender nogen, som viser tegn på dette, så sig det højt.

Du kan kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade på 70 10 18 18 eller læse mere om det på deres hjemmeside www.lmsos.dk.

De er der for at hjælpe dig igennem det.


Hendes mange imponerende resultater tæller også ungdomstrøjen i Internationale Lotto Thüringen Ladies Tour og WNT Madrid Challenge by La Vuelta i 2019, og så er det også blevet til flere medaljer i danske mesterskaber.

Men med sejrene kom også et pres.

- Jeg tror, jeg fik en spiseforstyrrelse, fordi jeg prøvede at gøre det bedst muligt hele tiden, og jeg lyttede ikke til mig selv til sidst. Efterfølgende har jeg brugt den til at kontrollere og så miste kontrollen, for så at komme tilbage i kontrol. Jeg er bange for at fejle, og det sidder bare ret dybt i mig, siger Pernille Mathiesen.

Fokus på det mentale helbred

Pernille Mathiesen fortæller, at hun har kørt på hold med mange ryttere, der har haft de samme udfordringer som hende i forhold til vægten. Det er blandt andet også derfor, hun har valgt at fortælle sin historie – for at sætte fokus på det mentale helbred blandt sportsudøvere.

- Hvis jeg bare kan hjælpe nogle få, så de ikke skal stå i samme situation som mig, så ville jeg være glad. Hvis man ikke snakker om det, kommer der ikke fokus på problematikken.

Selvom hun ikke synes, det er nemt at snakke om, har hun ikke lyst til at pakke det ind.

- Det er vigtigt at sætte gang i en debat omkring spiseforstyrrelser i sport og generelt, for jeg ønsker det ikke for nogen.

quote Det tager nok længere tid end jeg troede at finde mig selv.

Pernille Mathiesen, tidl. professionel cykelrytter

Mere forebyggende hjælp

Pernille Mathiesen fik tilbudt hjælp, men først da skaden var sket. Derfor ville hun ønske, at der blev givet forebyggende hjælp, og at fokus på vægt ikke var så stort fra en ung alder.

- Jeg kunne godt have brugt noget hjælp, før jeg valgte at sige, nu kan jeg ikke mere.

- Det er, som om når det er noget mentalt, så er det lidt sværere at gå ind og arbejde med. Jeg håber, det ændrer sig på et tidspunkt, men der er nogen, som skal anerkende, at der et problem.

Svært at slippe drømmen

Pernille Mathiesen bor i Silkeborg og læser til lærer. Det har været svært for hende at slippe cykeldrømmen, og den er det stadig.

- Jeg håbede, at nogle ting ville blive bedre ved at lægge cykling på afstand, men det er, som om at det næsten er blusset mere op, fordi der er så mange følelser og tanker involveret i det. Det er svært at give slip. Jeg tænker stadig meget på kosten og min vægt.

Cykling har været en kæmpe del af hendes liv, og det er derfor svært for hende at finde sig selv, når det ikke fylder mere.

- Jeg går stadig og har lidt en identitetskrise. Det tager nok længere tid end jeg troede at finde mig selv.

Hun vil ikke udelukke muligheden for, at hun vender tilbage til en aktiv karriere i cykling, for som hun selv siger, så er hun kun 24 år gammel. Men lige nu vil hun fokusere på noget helt andet.

- Jeg håber, jeg kan få bearbejdet nogle ting selv, så jeg kan få det godt og finde noget livsglæde i andre ting end sport.