Alma træner seks dage om ugen – på søndag skal hun køre foran tour-feltet

Ved Odder træner 15-årige Alma Walther Møller seks dage om ugen for at blive professionel cykelrytter. På søndag kommer hun tættere på drømmen, når hun skal køre en del af Tour de France' tredje etape.

Tour de France, verdens største cykelløb, er i Danmark, og det glæder mange cykelentusiaster, men hvad er det egentlig, der får mænd og kvinder til at okse op ad de stejleste bakker på et køretøj, der lige så godt kunne have motor på?

quote Det er jo nødt til at gøre lidt ondt, hvis man skal blive bedre

Alma Walther Møller, 15-årigt cykeltalent fra Odder

Svaret finder man blandt andet på vejene omkring Odder, hvor 15-årige Alma Walther Møller træner seks gange om ugen. Blandt andet sammen med sin klub, Odder Cykel Klub.

- Det er jo nødt til at gøre lidt ondt, hvis man skal blive bedre. Det er bare fedt at cykle, siger Alma Walther Møller.

quote Hun hører til blandt de allerbedste i Danmark

Ole Weigelt, træner Odder Cykel Klub

Ifølge hendes træner i Odder Cykel Klub Ole Weigelt hører hun faktisk til blandt de bedste.

- Vi har lige haft Tour de Himmelfart, hvor de bedste ryttere kommer fra Nordeuropa, og der blev hun samlet nummer to, og hun vandt enkeltstarten i løbet, så hun hører til blandt de allerbedste i Danmark, roser træneren.

Se første afsnit om østjyske cykelentusiaster her:

Der er ikke så mange piger, der dyrker cykelsport, og det betyder, at de nogle gange må køre med drengene, forklarer Ole Weigelt.

- Det betyder så også, at de får rigtig god træning, for de stærkeste piger hænger på de bedste drenge. Alma sidder med i frontgruppen ved U15-drengene og kan følge med de allerbedste der, så hun får rigtig god træning, og når det er rene pigefelter, hører hun til blandt de allerbedste, siger cykeltræneren fra Odder.

Blandt de særligt udvalgte

Faktisk er Alma Walther Møller så god, at hun på søndag skal ud på tourruten før feltet. 

Det skal hun som det, Tour de France kalder Cadets-Juniors, som er specielt udpegede regionale talenter.

- Jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ville være med, og det ville jeg gerne, for det er en megafed mulighed. På tredje etape skal jeg køre de første og de sidste 30 kilometer af etapen fra Vejle til Sønderborg sammen med ni andre unge danske ryttere, fortæller Alma Walther Møller.

Les Cadets Juniors du Tour de France

Hun glæder sig i det hele taget til tre dage med verdens største cykelløb på dansk grund.

- Det er jo ikke sikkert, at det kommer til at ske igen, og alle de store ryttere kommer, lyder det fra den unge kvindelige cykelrytter.

Ti danskere i årets tour

Odder Cykel Klub har tidligere produceret en professionel kvindelig cykelrytter i form af 29-årige Julie Leth, som i dag kører for det hollandske hold Uno-X Pro Cycling Team, og Alma Walther Møller drømmer om at gøre hende kunsten efter.

Hun ved dog, at det kræver hård træning at nå dertil, hvor man kan drømme om at køre med i løb som Tour de France.

- Man skal træne meget og lægge mange timer i det, hvis man vil noget med det og blive bedre og stærkere.

Andet og sidste afsnit om østjyske cykelentusiaster kan ses her: