Lastbil brød i brand på motorvej: Holder nu i nødsporet
En lastbil brød tirsdag morgen i brand på Silkeborgmotorvejen. Branden er nu slukket, og lastbilen holder i nødsporet.
Det var formentligt varme bremser, der tirsdag morgen antændte dækkene på en lastbil ved afkørsel 30 på Silkeborgmotorvejen. Branden bredte sig til en plastikpresenning og noget af godset på sættevognen.
Chaufføren trak derfor hurtigt ind i nødsporet, hvor brandvæsenet ved deres ankomst kunne slukke branden.
- Branden var hurtigt slukket, og ingen kom til skade, fortæller Allan Riisberg, indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning i Silkeborg.
Afkørsel 30 var spærret i 20-25 minutter, men trafikken kører nu igen som normalt:
- Sættevognen holder i nødsporet, og den bliver fjernet senere i dag. Den giver ingen problemer for trafikken, siger Allan Riisberg.