Skal du med? Spritny hurtigfærge giver gratis prøvetur

I den sidste weekend i april sejler den nye hurtigfærge, som skal sejle mellem Aarhus og Samsø, sine sidste prøveture. Passagerer kan komme med kvit og frit.

Udgivet Opdateret
Hvis man er hurtig, kan man komme med på den allerførste tur, som Lilleøre skal sejle med passagerer.

Den har været længe ventet - den nye hurtigfærge, Lilleøre, som året rundt skal sejle mellem Dokk1 i Aarhus og Sælvig på Samsø.

Mandag den 26. april sejler den endelig sin første officielle tur med passagerer, men hvis man har svært ved at vente, kan man kvit og frit komme med på prøvesejlads den 24. og 25. april.

- Vi har prøvesejlet Lilleøre rigtig mange gange nu, men vi vil gerne lige have et par prøveture med passagerer også, så vores besætning er helt klar til den store dag den 26. april. Det bliver så fedt, siger Carsten Kruse, der er færgedirektør hos Samsø Rederi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Både lørdag og søndag sejler færgen tre dobbeltture til og fra Samsø.

VIDEO: Kalder alle færgenørder! Hvis du gerne vil vide alt om den nye hurtigfærge, som skal sejle mellem Samsø og Aarhus, så hop med ombord og se videoen til ende.

En form for indvielse

Samsø Rederi har dog ikke kun arrangeret de gratis prøveture for at klæde besætningen helt på.

Rederiet ville nemlig have fejret Lilleøres første sejltur med passagerer med en stor indvielse, men det har covid-19 forhindret.

- Vi kan desværre ikke holde en stor indvielse, så det her med at give et par gratis ture er et lille plaster på såret til dem, der rigtig gerne vil med, siger Carsten Kruse. 

Man skal dog være hurtig, hvis man vil have en gratis tur til eller fra Samsø. Normalt har færgen plads til knap 300 passagerer og 75 cykler, men på grund af corona kan færgen på nuværende tidspunkt kun have 150 passagerer med ombord.

Selvom turen er gratis, skal man bestille en billet. Det gælder uanset om man er gående, har cykel med eller er samsinger og har et ø-kort. Billetterne kan bestilles hos Samsø Rederi.

Lørdag den 24. april og søndag 25. april sejler færgen fra Sælvig kl. 8:30, kl. 12 og kl. 16:30. Den sejler fra Dokk1 i Aarhus kl. 10, kl. 13:30 og kl. 18. 

Fem facts om hurtigfærgen

1) 296 passagerer og 75 cykler

Hurtigfærgen har plads til 296 passagerer, 75 cykler og så er der 42 ekstra siddepladser på soldækket. Man kan ikke have sin bil eller motorcykel med på hurtigfærgen. Hvis man vil have et køretøj med motor med sig, må man tage med den etablerede færge, Prinsesse Isabella, som sejler mellem Hou og Sælvig. 


2) Fra Dokk1 til Sælvig på en time

Hurtigfærgen skal sejle mellem Sælvig på Samsø og Dokk1 i Aarhus hele året rundt. Færgen sejler normalt 25 knob, hvilket svarer til 46 km/t. Det betyder, at turen tager en time hver vej. Med en almindelig færge ville det tage dobbelt så lang tid. Topfarten for hurtigfærgen er 30 knob, hvilket svarer til 55 km/t. 


3) Prisen varierer 

Det koster fra 66 kroner til 142 kroner at sejle med færgen. Prisen varierer alt efter om man er barn, voksen eller pensionist, og om det er høj- eller lavsæson. Få overblikket over priserne her. 


4) Et kinesisk touch

Færgen er bygget i Kina, men størstedelen af interiøret kommer fra Europa. Færgen har dog fået et tydeligt kinesisk touch. Hurtigfærger er ofte udsmykket, og derfor besluttede Samsø Rederi, at Midgårdsormen skulle sno sig langs færgen, fordi vikingerne både holdt til på Samsø og i Aarhus. Men Midgårdsormen er endt med at ligne en kinesisk drage en smule. 


5) Derfor hedder den Lilleøre

Issehoved. Det var navnet på den hurtigfærge, som sejlede mellem Aarhus og Samsø fra 2016-2018, og det var et navn, som fik flere til at fnise. Derfor besluttede politikerne på Samsø sammen med Samsø Rederi, at den nye hurtigfærge skulle have et mere diskret navn. Valget faldt på 'Lilleøre', som er et sted på Samsø, hvor vikingerne beskyttede Aarhus i gamle dage.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her