Klimaet ændrer sig - vin kan være vejen frem

Klimaet ændrer sig. Det bliver varmere og vejrfænomener som tørke bliver hyppigere. Derfor er det måske også en god idé at ændre på landbruget. På Samsø er man godt på vej.

Udgivet Opdateret

Klimaændringer, tørke og varmere sommervejr i Danmark vil ikke kun få betydning for, hvornår parasollen og badebassinet skal findes frem - nej, det kan også få betydning for, hvad vi kan og bør bruge landbrugsjorden til.

Det kunne for eksempel være vin. I Danmark bliver der allerede i dag produceret vin, og det varmere vejr i fremtiden giver mulighed for, at flere kan hoppe med på den vogn.

På Samsø er forholdene for vinavl - set med danske øjne - rigtig gode. På øen er der i dag 13 vinbønder. En af dem er Kim Hedegaard på Vingården Landlyst. Han er glad for det varme juni-vejr.

- Det har været helt fantastisk. Vi har ikke haft frost i maj måned, og så har vi haft tørke siden, siger han.

Og tørken er ikke et problem for vinplanterne.

- Det er ikke noget problem, fordi rødderne går dybt ned og finder vand.

Travlt i varmen

Glæden er også til at få øje på lidt længere nordpå hos Samsø Vinsyndikat.

- De sidste par måneder har været utrolige. Lige nu vokser de (vinplanterne, red.) omkring 10 centimeter om dagen, så vi har travlt med at binde dem op, siger Bo Møller Frandsen.

Hos Samsø Vinsyndikat producerer de fem forskellige slags vine. Det bliver mellem 8000 og 9000 flasker årligt. Bo Møller Frandsens favoritdrue er en Riesel, som er en klon på Riesling.

Hos Seges Innovation afviser man ikke, at det kan være en god idé at lægge det danske landbrug om, hvis klimaet ændrer sig.

- Det er klart, træer er mere robuste end et-årige afgrøder og græs. Vin er her jo allerede, og det kan da godt være, at man kan få det op at køre, siger Jens Albæk, afdelingschef i Planter og Miljø i Seges Innovation.

Franske vinbønder på Samsø?

Ifølge Kim Hedegaard får han flere og flere vinbonde-kolleger, og i Danmark producerer man dét, man kalder "cold clima wine".

- Det bevirker, at vinen er kraftigere end nede sydfra, hvor det får mere sol.

- Franskmændene kan ikke forstå, at det kan lade sig gøre at producere sådan noget, som slår dem, så der er franskmænd, som har købt jord i Sydsverige for at dyrke vin. Så det bliver udviklet.

Det kan sågar være, at de franske vinbønder også begynder at kigge mod Samsø. Det tror Kim Hedegaard i hvert fald på.

- Ja, det tror jeg på.

Ifølge Foreningen Dansk Vin er der i dag cirka 1100 danske vinavlere og -producenter. Omkring 90 af dem er erhvervsavlere.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her