Ingen højbro over Samsø: Dansk Folkeparti vil have en tunnel

En ny forundersøgelse om en forbindelse over Kattegat blev for nylig udskudt til foråret 2022.

I diskussionen om hvordan en kommende forbindelse over Kattegat skal se ud, taler Dansk Folkeparti nu for en model, som mest skal gå under vand. Det skriver DR

Helt konkret taler partiet for en tunnel fra Jyllandssiden, som på et tidspunkt skal gå op på en mellemstation og blive til en bro i stedet for.

- Tunnelen kommer ikke under Samsø. Jeg ser en forbindelse komme forbi øen og på en Sprogø-lignende konstruktion. Det skal tænkes ind i projektet efter undersøgelserne. Det giver god mening, fordi det er en lang strækning, siger transportordfører Hans Kristian Skibby (DF) til TV2 ØSTJYLLAND.

Samspil med tunnelrørsfabrik

Dansk Folkeparti taler altså for en såkaldt kombinationsmodel, hvor der skiftevis er tunnel og bro, ligesom det er tilfældet på Storebælts- og Øresundsbroen.

Samtidig peger transportordføreren på et samspil mellem tunnelrørsfabrikken til Femernforbindelsen og en kommende forbindelse over Kattegat.

- Der giver det god mening at tænke det med ind, siger Hans Kristian Skibby.

Om der også skal være en jernbane over en Kattegatforbindelse, er Dansk Folkeparti ikke tilhængere af, da ingen jernbane er en billigere løsning.

En ny forundersøgelse om en forbindelse over Kattegat blev for nylig udskudt til foråret 2022. 

Selve Kattegatforbindelsen står beregningsteknisk til at åbne i 2035. 

Artiklen er opdateret 20. oktober 2021 med citat fra DR.