Ni år siden: RFC-triumf i Parken
Randers FC vandt i 2006 pokalfinalen i fodbold. Se de glade billeder her
I dag, Kr. Himmelfartsdag, vandt FC København den danske pokalfinale i fodbold efter en sejr på 3-2 over FC Vestsjælland i Parken.
Den københavnske sejr var ventet. Mere overraskende var det for ni år siden - i 2006 - da Randers FC fra den næstbedste række samme sted kunne hæve pokalen efter at have besejret superligaklubben Esbjerg.
Opgøret endte med en kronjysk sejr på 1-0 efter forlænget spilletid. De undertippede kronjyder med en vis Stig Tøfting på holdet tilspillede sig langsomt men sikkert overtaget i kampen - uden dog at få scoret.
De fleste af de små 24.000 tilskuere havde formentlig indstillet sig på, at vinderen skulle findes i straffesparkskonkurrence.
Sådan gik det dog ikke. Randers-angriberen Karsten Johansen vristede sig i slutminutterne fri af Esbjerg-forsvaret og sendte bolden i mål til 1-0.
Læs også:
Det blev kampens resultat - og så gjorde det mindre, at Karsten Johansen i samme ombæring fik marchordre af dommeren, fordi han nærmest i ekstase trak Randers-trøjen over hovedet og blottede sit maveskind.
Få minutter senere brød jublen løs blandt Randers-spillerne og de mange tusinde orangeklædte kronjyder, der havde taget turen til København. Kampen var slut - Randers havde skabt sensationen efter at have sendt ikke færre end fire superligaklubber ud af turneringen.
Det er ikke siden lykkedes et hold fra den næstbedste række at vinde en pokalfinale i fodbold.
Allerede måneden efter kunne Randers-fansene igen juble, da kronjyderne sikrede sig oprykning til Superligaen.
I videoen øverst i artiklen kan du se højdepunkter fra pokalfinalen mellem Randers og Esbjerg for ni år siden.