Mand blev reddet ud af brændende lejlighed - nu er han afgået ved døden
Søndag blev en mand med alvorlige brandskader fløjet til Rigshospitalet efter en brand i sin lejlighed i Randers. Nu er han afgået ved døden.
En 58-årig mand, der søndag blev reddet ud af sin brændende lejlighed på tredje sal på Sjællandsgade i Randers, er afgået ved døden.
Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter torsdag eftermiddag.
- En 58-årig mand, som i søndags blev indlagt med svære skader efter en brand i en lejlighed i Randers, er i dag afgået ved døden. De pårørende er underrettet, skriver Østjyllands Politi på Twitter.
Branden fandt sted søndag ved middagstid, hvor der blandt andet var store flammer ud ad vinduerne. Da brandvæsenet ankom til lejligheden, lykkedes det brandfolk via en teleskopstige at komme op til manden på altanen og få ham væk fra flammerne.
Da den 58-årige mand var blevet reddet ud af sin lejlighed, var han alvorligt forbrændt. Han blev overført til Rigshospitalet med helikopter.
En 58-årig mand, som i søndags blev indlagt med svære skader efter en brand i en lejlighed i Randers, er i dag afgået ved døden. De pårørende er underrettet. Brandårsagen er fortsat ukendt. #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) May 14, 2020
Læs mere om sagen i tidl. udsende døgnrapport. https://t.co/N6eei44Ynz pic.twitter.com/NyU63dIM0h
Brandårsag er fortsat ukendt
Østjyllands Politi oplyser også på Twitter, at brandårsagen fortsat er ukendt. Sådan lød det også, da TV2 ØSTJYLLAND talte med politiet i går, onsdag.
- Det kræver nogle tekniske undersøgelser, hvor man skal kigge på spor, og det kan godt tage noget tid, sagde Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND, og fortsatte:
- Det er meget forskelligt, hvor lang tid sådan nogle undersøgelser tager, men det er i hvert fald ikke unormalt, at det tager mere end tre dage, sagde han.
Det er i dag fire dag siden, branden fandt sted.
Lejlighed for varm til undersøgelse
Søndag oplyste vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Hunniche, at de først kunne få teknikere på stedet, når lejligheden var kølet af efter branden.
- Når brandvæsnet er færdig med at slukke, er der formentlig for varmt til, at vi kan komme ind og kigge, sagde han søndag til TV2 ØSTJYLLAND og fortsatte:
- Så der vil lejligheden formentlig blive spærret af, og så får vi teknikere på enten senere i dag eller i morgen, når det er til at være der.
Politiet har lavet indledende undersøgelser i lejligheden, men kan altså ikke sige noget om brandårsagen endnu.
Ifølge brandvæsnets indsatsleder Niels Henrik Nielsen fra Beredskab & Sikkerhed var de øvrige beboere i ejendommen selv kommet ud i sikkerhed, og ingen andre personer er kommet til skade. Det oplyste han til TV2 ØSTJYLLAND søndag.
Udover lejligheden på tredje sal er der sket røg- og vandskader på andre af bygningens lejligheder ifølge indsatslederen.