Efter Rasmus-sagen: Nu skal jobcentret forbedres

Mange borgere i Randers er utilfredse med jobcentret efter forløb på to år eller mere, viser undersøgelse. Nu er en arbejdsgruppe kommet med en lang række anbefalinger til politikerne, der skal hæve kvaliteten.

Udgivet Opdateret
Rasmus Dalgaard fik efter syv år i jobcentret konstateret PTSD. Sagen var årsag til, at politikerne i Randers Kommune iværksatte en undersøgelse af hele jobcentret. Torsdag blev anbefalingerne fremlagt. (Arkivfoto)

I Randers har byrådspolitikerne torsdag fået præsenteret en række anbefalinger til byrådet, efter en arbejdsgruppe har kigget på kommunens jobcenter, som kom i fokus, da sagen om Rasmus Dalgaard i maj 2022 blev fortalt af TV2 ØSTJYLLAND.

Han fik PTSD efter et syv år langt forløb med jobcentret, og nu har en undersøgelse, som Randers Kommune har fået lavet efter sagen om Rasmus, vist, at næsten fire ud af ti borgere i Randers er utilfredse med jobcentret efter forløb på to år eller mere.

Arbejdsgruppens anbefalinger bliver umiddelbart taget godt imod af blandt andre Maj Thorsen, som er privat socialrådgiver og blandt andet var bisidder i Rasmus-sagen.

- Jeg startede med at blive lidt paf, for jeg synes faktisk, det er nogle rigtigt fine og konstruktive anbefalinger, der er kommet, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

"Borgerne er blevet hørt"

Anbefalingerne består blandt andet af fire konkrete områder, hvor der kan ydes en indsats.

Det gælder tilførsel af ressourcer til langvarige sager som Rasmus' sag, eftersyn og fokusering af kommunens tilbud, fastholdelse af medarbejdere på jobcentret samt flere ansættelser af borgere i de såkaldte CSR-job - job, som integrerer sociale hensyn.

Her er anbefalingerne

1. Tilførsel af ressourcer til langvarige sager

Arbejdsgruppen foreslår, at der bliver tilføjet ressourcer til sagerne, som tager lang tid. På den måde skal man kunne tilbyde borgerne en bedre indsats med tættere kontakt til sagsbehandleren.

Det vil ifølge arbejdsgruppen give mindre ventetid i sagsbehandlingen, og man vil hurtigere kunne få borgerne tilbage i job, fleksjob eller på førtidspension.

Konkret vil det udmunde sig i, at sagsbehandlerne får færre sager.

2. Eftersyn og fokusering af tilbudene

Der skal ses på de tilbud, kommunen har i øjeblikket, og der skal kigges på, om kommunen skal have flere tilbud til borgerne.

Blandt andet foreslår arbejdsgruppen:

  • træning med fysioterapeutisk vejledning

  • psykologtilbud

  • tilbud målrettet stress og depression

  • bisiddere

3. CSR-jobs

Randers Kommune bør ifølge arbejdsgruppen i højere grad ansætte borgere i de såkaldte CSR-jobs i alle forvaltninger og afdelinger.

Dermed kan kommunen gå foran på området med socialt ansvarlige arbejdspladser.

4. Fastholdelse af medarbejdere

Der skal arbejdes målrettet på at fastholde medarbejdere i jobcentret, så der bliver færre udskiftninger i sagsbehandler for borgerne.

Det vil ifølge arbejdsgruppen give kortere forløb for borgerne, fordi man undgår, at en ny medarbejder skal sætte sig ind i sagen.

- Borgerne er blevet hørt. De er ikke bare blevet hørt, arbejdsgruppen har faktisk også forstået den kritik, der er kommet fra borgerne. Det er jeg utroligt glad for, for det kan være en svær verden at blive hørt i, siger Maj Thorsen.

Politikerne i Randers har torsdag bag lukkede døre set på anbefalingerne sammen i flere timer. Bo Vestergaard (K), formand for beskæftigelsesudvalget i Randers Kommune, er glad for, at man har fået en god gennemgang af undersøgelsen og anbefalingerne.

Afhængige af regeringen

Han anerkender, at byrådet kan påvirke nogle ting, men det kræver også hjælp fra regeringen, mener han.

- Vi er meget afhængige af, at regeringen holder løftet om at sætte kommunerne yderligere fri, for det gør, at vi kan tilrettelægge arbejdet meget bedre, komme borgerne i møde og tilrettelægge et forløb, som ikke er omfattet af rigid lovgivning og stramme krav. Det ser jeg frem til, siger han.

- Vi har selv mulighed for at påvirke nogle ting lokalt som byråd, men vi har også behov for, at Christiansborg hjælper os lidt på vej her.

Maj Thorsen håber også på, at tingene nu bliver bedre, så man kan undgå sager som Rasmus Dalgaards i fremtiden.

- Det var en ganske forfærdelig sag, så alt det de gerne vil nu, skulle de jo have gjort for længe siden. Jeg håber at se et forandret jobcenter om et års tid ude i fremtiden, så vi får ordentlige forhold for borgerne.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her